Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 117
paa fordums bedre Dage! ei en Sorg,
der mens hver Fryd af Dagens Krands er afhugget,
gjenlever nu som Stump af Ormens Hale!
Men lad min Livsstrøm, som den faldne Løves,
for kjærlig Piil udstyrte som en Foss:
saa, liig en Regnbu, fra det friske Blod
min Manddoms Aand kan ryge op til Solen,
og ei som Dennes — Ve min egen Fa’rs! —
udsile, som et endeløst Morads,
igjennem Sliim og Suk og Graad, saa Aanden
indskrumpen stiger for at møde Solen!
En Kvinde.
Ja Kvinden vil ei blive hæslig
som runkne Eva der. Ak, se, hun kan
ei holde sine Øjenlaage oppe
ved Mandens Sotteleje! . Alt hun slumrer.
Skal vel min Datter see saa hæslig Moder?
min Søn den Barm, som nærte ham, at være
den tomme, gustne Slangehud, hvor Livet
er krøbet ud?
En Sø n.
Vel, jeg vil knuse
den tunge Alderdom, som træder vore
Forældres Hjerter ned i Støv, og gyder
sygt Øjevand i Rynker ovenpaa.
(løfter sin Kjølle over de to Gamle.)
En anden Søn. (slaaer Kjellen v*k.)
Nu nytter ei! snart synker deres Hjerter,
ned af sig selv, for fulde alt af Smerter.
En Søn.
Dog er der Sorg tilbage; neppe Fryd
Eva. (halvslumrende.)
. . Hvo veed . ? Jeg syntes jeg saae Adam ung,
og mine Håar til lyse Straaler blive . .
(Musik høres.)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
