Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 123
Fra høiest Udsigtspunkt paa Jord:
en Dag, den Tinde blaa,
eet Liv jeg saae for Foden laae,
saa flygtigt som en Strøm af Ord.
Men fra min Grav en Evighed
jeg skuer for min Aand bered.
Min Erindring — o hvor stor! —
er mit hele Liv paa Jord,
fra mit første Ord til sidste.
. . Ak, men alle synes mig
nu som Tanker fuldbevidste!
Tanken i det dunkle Skrig,
Angest eller Glæde fødte,
naar mig Jordens Syner mødte,
viser sig nu klar i mig.
Ja selv — o søde Drøm! — mig synes,
i Himmelen jeg ikke ukjendt er;
som om det Navn, de høje Aander kalder
mig med, var Klang ifra min Barnealder;
som om jeg Ormene besøgte hist en Tid,
fordi min Frihed vilde stevne did,
og kommer nu af egen Kraft tilbage;
som om mit Legeme kun var et Slør,
som Døden af mit Væsen nu har draget;
som om de Been, jeg bar, var kun et Fængsel;
som om min hele Viisdom hissetnede,
der vilde Gud i hvert et Blad oplede,
og skjalv dog, naar det rysted, for hans Vrede
var efter fordums Himmel kun min Længsel.
Evas Aand.
Saa, Adam, synes det mig med,
som om jeg havde tabt en Salighed,
men fundet den igjen, skjøndt glemt er meget
af Navnene ja selv mit eget.
Dog — ak jeg veed ei — men jeg troer,
at, først naar Alle døde er’ paa Jord,
og have om mit Hjerte samlet sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
