Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 157
som Kjernesolen, Kundskab om sig Selv
og Gud — fordi de lærte Mandens Viisdom,
at maale Jordens Vei og Stjernens Flugt.
og kjendte Livets skjulte Kræfter,
(saa Syge knælede paa deres Vei,
og Halte de bød gaae og Blinde see,
i Ilden gik, og aade Slangens Gift)
samt kjendte Gravens Haabs Udtydning
(den Regnbu-Bro imellem Tilværelsens Dyb
og Bestemmelsens Høide) og saaledes
forstod at kige fra det ene Liv
og til det andet gjennem Graven som
om den et Seerør var, saa kaldte Folkene
dem «Hellige», og «Vise» og «Profeter».
Men Manden, som af disse kaldtes Fader
(Han som til Folkenes Fosterfædre danned dem)
af Menneskene blev nævnet da «den Helligste»,
«al Jordens Viisdoms Ophav.» Hør, da lød
hans Navn i Jordens Tungemaal som helligst;
som «Hermes, Mimer, Zerdusch, Jo og La,
og Buddha, Menu og Confutse, Moses.»
A ka di el.
Denne Alder Mennesket kalder Guldets Alder.
Ve! snart den falder
i Offerblod ved Altrets Fod.
Ve! Slavers tunge Aandepust
med Ir den dækker snart og Rust.
Snart skal den, fuld af Kobberofferknive
og Krigskobberhorn, til Kobberalder blive.
Tyranners Jernsceptre saa ville rage
frem af Jernaldrens tunge Dage,
hvor Kronerne ere det eneste Guld.
Thi Kronebærerne — o sløve Menneskeaand,
som selv sig slutter i Slavebaand,
for engang, naar Lænkerne groe for dybt,
saa Smerten vækker, at finde sig sammentrukket,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
