Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 159
indvendig fortæres af Laster,
mens udvendig Aag om dig Herskeren kaster?
Ve! Konger og Præster isammensvorne!
Frihed og Sandhed forlorne!
Stirr da, ulykkelige Menneskehed,
i flygtende Aarhundreders rygende Fjed!
stirr over dampende Vale,
gjennem rygende Tempelers Haller,
over sjunkne Throner,
gjennem brustne Kroner,
over Aarhundreder, høinende over
sovende Slaver
Lænker og Been, Monumenter og Grave,
gjennem Sekuler, der sig rugende holde
liig sorte Volde,
liig Borge faste
om nye Vildfarelser, gamle Laster!
Og skimt da Et, som bryder gjennem lyst,
med Straaler om sit Hoved (første Aar,
det reiser rødmende fra Jordans Kyst)
idet det stiger over Dynger af
Aarhundrede-Brødrenes Liig,
saa ned de synke, og evig bort,
som Støv af Grav,
den fule Stank af Trældoms Lyster
ryger sort!
Da, støvklædte Himmelske, er
eders værste Jammer sin Ende nær.
Den eneste Gud erindres igjen
fra Himmelen,
og Aandeverdenens Lov, henblegnet,
paany i Hjerterne vorder tegnet.
Afguderiet, Uvidenheden
faaer Banesaar.
Den værste Tid da sin Fylde naaer.
Dog døer den Tid,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
