Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 175
vort Ophav skal forbandes elles takkes.
Thi, skjøndt vi vide Trældom uretfærdig,
i Templerne den læres dog som Dyd,
og Præsten fylder Himlen med Despoter.
— Ja, om vi knæle end, og øse i
hans Skjød vor Sved, og kaste vore Børn
i Ilden, faae vi dog til Løn alene
(saavidt hans Sang og Mumien vi forstaae)
en skræksom Ahnelse, at vore Lænker
igjennem Graven løbe, at de smedes
paany i Helveder, ja selv maaskee
tilbage slæbe os til Jordens Ve!
Røst fra Folkene.
Hvad? Vel! Lewel du vore Fædres Vugge,
du Jord, som avled os — ak nu vor Stedmo’r!
Vi, trætte af at trælle uden Løn,
Vi, kjede af at s\ede og at bløde
for nogle Faa af vore Brødres Lyst,
Vi lægge Agrene, af Fædres Sved
bedugg’de, da de dem fra Skoven vandt,
igjen tilbage til de Stores Valplads,
til Dyrehaver, til Leilændingsgods,
til Hvad de lyste. Men Vi tye til Havet
nu glade ved at være slupne ud
af Jordens blodige Gab. Vi ville da
ved Jordens store Floder sætte os
i Stæder sammen, vælge selv hvad Scepter
skal reise over vore Arner sig;
dog saa at Alle derom Fingre snoe.
Saa aabner eder først, I Hellas’s Fjorde,
der ligne Tunger prisende Jordens Skjønhed,
som Mennesk’hedens Tilflugt — o for Fristater!
Saa bærer os, I Joniens Øer,
du sønderplukte Rosenkrands — o vi
dens Knopper samle, knytte atter sammen!
Saa skjuler, Libanons Skræntninger, vor Flugt
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
