Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Digterverker.240
de lade dem igjennem Ilden løbe,
og frydes, hvis dem Molochs Flammetunge
indslikkede i Flugten — Ha,
er du et Menneske, dog saa fordærvet,
saa haard af Hjerte, at, mens Gudens Øjne
nedbUnke, som beruste gjennem Røgen,
du gjerrig nægter Livsens Gud den Fryd
at favne om det Barn, han skabte selv?
det Barn, hvis Næse han indblæste Livet,
for engang op det unge Hjertes Damp
i sine røde Næseboer at suge?
Netop de samme Næseboer — du seer dem? —
hvor Almagtsvinden, Tidens første Aandedrag,
indtrak sig, da den frem af Baaus Bug
Zophasemim, de Verdensdele, Sol
og Stjerner og Allivet havde blæst.
Du nægter Gud, som afskar selv sit Hoved,
og skabte af dets Blodskyl Dyr og Mennesker,
fordi dit Hjerte mukker, nu dit Barn?
K v i n d e n.
Ak! — Vel! jeg vil . . 0 kom min lille Ada!
Se Guden hist er jo af Rosenblade!
Ak, store Præst, jeg blev bedøvet af
mit Hjertes Slag . . Jeg syntes Barnet klynked
her i mit Bryst, ei ene i mit Øre.
Jeg min ugudelige Frygt forsoner.
(Ofrer sit Barn. Rives hen af de Andre i Dandsen)
Chor af Kvinder.
I dit Ildgab — Moloch! Moloch!
Moloch-Gud!
glødende Allivsens Sommer! vore
Spædes Hjerter vi med Smiil og Taare
lægge ind . . 0, af min Enes
Aske atter, Moloch, skal
Ætten blomstre ud og grenes!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
