Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 311
— Jeg hørte . . Jublen bar mig . . o jeg syntes
at svinde mellem Verdnerne, imens
forløste Sjele, evigen tilstrømmende,
en übrudt Følgekjede var imellem
de Salige paa Jord og deres Frelser.
Jeg saae og hørte, jubled uvilkaarlig.
En Sol af Vished straaled i mit Hjerte,
og rødmed Sejrens fjerne Palmer — ha!
Et Himmelhvælv af Tro udslog sig — ha!
Jeg svæved jubelbaaren det igjennem.
— Den sluktes, Himlen luktes, jeg nedsank
igjen i Tvivlens Afgrund; Dybet greb mig;
min Tro blev Haab igjen, mit Haab blev Tvivl,
0 ve, og endnu dybere hvirvler Angst;
o ve, og endnu dybere Fortvivlelse;
o ve, og endnu dybere (som paa
en Malstrøms Bund) er Aandens Død.
Ja, Aanden døer for Jorden, sygner hen
for Himlen, hvis den haanede sit Kald.
Min Aand fortabtes, hvis jeg tilbedækte
med Løgn Guds lysende Aasyn i mit Hjerte,
idet jeg dulgte Sandhedens Erkjendelse,
og hvis jeg Frelserkraften, som jeg følte,
betvang, og sløvede i Synd min Sjel,
saa engang i vanæret Alderdom
jeg husked neppe, at som Yngling jeg
for Sandhed lued af en hellig Aand.
. . Forbandet! Forbandet! ha, viig fra mig Satan!
Ja det var Aandens Død, usonlig Brøde
imod den Helligaand, som mig besjeler,
mod Gud, som gav mig Frelserkraft, imod
den Jord, jeg haabløs, ufrelst efterlod!
— Hvo frister? hvilken Djævel i mit Hjerte
mod Helligaanden trodser? Er der end
en Vraa saa mørk, at du kan skjule dig?
Hør Blodet, varmt omfavnende mig, hvisler:
«Ak, Liv, hvi ødsled du mig søde Ungdomsblod
i Daarens Hjerte? Reis dig da, og dø!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
