Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 327
i en ny fortiden Ende.
Thi saa lærtes der fra Altret,
at en Evighed af hede
røde Lænker under Graven
smededes af Djævle værre
end Tyrannernie, de banded.
Skjælvende som spildte Taarer
paa et vildt vanvittigt Ansigt,
irred nogle gode Faa
ængstelige om paa Jorden.
Thi til selve Folkets Kjerne
trængte Herredømmets Laster.
Naar en Drot et fremmed Folk
ved sin Klinges Blodglød stempled
med det nye Slavemærke,
hyllende i Vælter Røg,
liig Gespenster af de knuste
Fredens Amer, Himlen ind,
som bestred hans Ret ved stille
nye Stjerner ham at tee,
som end ei hans Hjem bestraalte,
Slaven myrded da og røved,
og af Kongens Mønster hævded
Folket Lov sig over Loven,
Sæder over Fædres Sæd.
Purpurhængte Throne, Slaven
vandt ved samme Daad som Drottens,
blev et blodigt Rettersted.
Men paa grummere Skafotter,
paa de gustne Sygeleier,
hævned gysende Naturen
sig paa Synder mod den selv.
Men naar Jammersuk og Latter
blandede for vildt sig sammen,
brød fra Thronen Lyn for blodrødt,
røg fra Tempelaabningen
Mulmet altfor tykt og kvalmt:
vaagned Aandetr hist og her,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
