Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 347
og døde Muld Alkjærlighedens Leje,
hvorfra den, liig en halvreist Siddende,
har reist sig op i Planter og i Dyr,
de gode søvnevarme Hjerters. Ja
dens første Aandedrag vi høre jo
i Dyrs Taknemlighed og Høimod; ja
den taler næsten alt i Hundens
trofaste Blik. 0 Menneske, vil du
den Eneste i hele Livet være,
som mangler den? Se, den er ene Dyd!
Alt uden Kjærlighed er Synd,
som Liget ei kan kaldes Menneske.
Imellem Synd og Dyd er intet Rum.
Paa Ligegyldighedens Flade Udaad
er dyngelagt, og Synden sortner,
som Havet under Isen, under den.
Forsømmelsens Gab med Synd er halvt opfyldt,
Din Kjærlighed dig binder, Menneske,
paa rette Plads imellem Dyb og Himmel.
Vil du ei være Engel for den Jamrende?
hver Dag med bedre Hjerte i dit Bryst,
liig Busken, hvorpaa hver en Morgen
en stedse skjønnere Rosenknop udspringer?
Du trøster Sorg, med Balsom staaer ved Leiet,
Du vover Livet for din Avindsmand:
o synes du ei da sd være råere
end Syg og Kummerfuld og Reddede?
—en Engel sendt af Gud! Du drager Tornen
af Løvens Forbeen, knælende, saa, liig
et hvislende Lyn, dens Tunge flagrer for
dit Øje, drypper paa din blotte Nakke:
o kunde Løven tale — ja . . ah, se!
Den reiser sig . . nu knæler den og loggrer;
men Dette er dens Tale: «Du er meer
end Menneske: det dræber; du jo frelste?»
Ei Kjærlighed har noget Tomt omkring sig,
liig Kilden rundtom hvilken Alting blomstrer.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
