Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 349
Dog altid To, som skyggende een Flamme
med eente Vingepar, gjensidig nyde
hinandens Salighed, og Begge flyde
i samme Kjærlighedens Fylde sammen.
En Afglands mat af denne Salighed
i Støvets ædle Elskov skimter ned,
ja selv i Hanget til det døde Skjønne,
til Skjønheden i Menneskets Gestalt,
om Marmor kun og malt.
Det Ahnelsen er om, at hisset Alt,
selv Lasten i sin Straf, er skjønhedsformet.
Som skrumpet, kroget Træ har Frugten rød,
saa vel som det, der Skyen Blomster bød:
i Herlighed fremgaaer en himmelsk Form
af hæsligt Støv, som Sommerfugl af Orm.
Selv Den, der Gysen fik igjen, naar venligst
han hilsede; ja Den, Naturen, som
i Kaadhed, traadte under Fødder, saa
han Menneske ei ligned, se han staaer
som Engel paa sin Grav, og, var han from,
med Livsens milde Farve, Rosens Skjær;
men, var han ond, da bleg, dog skjøn han er,
Thi det Guddommelige-Eviggode,
naar Aanden har sig renset, saa det sande
Aandsliv, den Saligheds-Bevidsthed, kan
sit Livsskjær i hans Kummers Bleghed blande,
i fulde Kraft maa eengang bryde frem;
thi bier sorgtilhyllet dog dens Hjem.
Som her, hist Perlen har ei runken Skal.
Mon Sokrates’ den skjønne Sjel ei skulde
hist faae sit eget Skjønheds-Ideal
til Udtryk? O, et saadant i din Sjel,
det er den Form dig hisset blier tildeel.
Af Sokrates nu leer ei Klinias’ Søn:
Han visere er vorden, Hiin vel mere skjøn.
— Ah, Skimt af Himlen! Kummerblege Aand
sin Jammers Klage sender i en Bøn
Alkjærligheden hen, og Aandens Vemod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
