Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 369
kan synes at høre!
Gud vil ei vove
at røre Naturens de evige Love,
Døden fornærme, hvis Vælde han Selv
har underlagt Livets visnende Kjød.
«Opstaae igjen» dog klang i min Sjel.
Dog vil jeg troe kun min blodige Død.
Gud mig tilgive, om Hovmod har pralt,
i Himmelskes Navn Indbildningen talt!
Mit Dagsværk har trættet,
mit Maaltid blev spildt,
i Nervenettet
min Sjel vist flaggrer for vildt.
Men sov jeg som Disse,
svævte min Sjel mellem Vaagen og Soven,
hørte tilvisse
jeg klarere Røsten fraoven.
Røsten fraoven? Ak, jeg fornemmer
jo kun i min Sjel de talende Stemmer?
Aka di cl.
Ja, Jesus! Du skal gjenopstaae!
Jesus.
Sandelig — Ha! Hvad skal jeg nu troe?
Min Aand, det gjentag
Og, Himmelske, gjør det, vare I To!
at ei jeg skal tænke det var kun Bedrag
Svalling af Blodet, der længes til Ro.
Thi ve, om mit Øje vover at see
himmelske Raad, der ikke skal skee!
Tro som Speilet i Voven,
ydmygt som Blomsten, hvis Skaaler
segnende fyldes fra Solen af Straaler,
det aabent skal staae for hvad Syner fraoven
Himlen forunder
i hellige Stunder,
til Døden sin Haand paa Laaget har lagt
og Støvet forjagt.
Digterverker VL 24
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
