Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
524 Digterverker.
«ja, Mennesket er ei fortabt;
thi os en Himmelsk Broderhilsen bød.
Det Menneske, som styrtede sig Selv,
har end paa Jord til Frelsen Kraft!
I Jesus, det rene Menneske, saae
vi Sjunkne den Høihed, Støvet kan naae.
— Ja Mennesket igjenfandt i sin Sjel
sin Aands umistelige Odel, o,
den guddomrige, hvis Marker sno
sig gjennem Livene, gjennem Himlen,
saa Mærkeskjel, ei Grændseskjel,
er Stjernevrimlen. —
Mænd.
Om Zeno saa ei talte; saa har dog Zeno meent.
Farvel, I Præster!
Vi Stoiker erklære os nu reent.
Vi vandre til Jesus, til Zenos Mester.
Jesu Bekjendere.
— Men da han vovede at aabenbare
i Muld den høje Sandhed, denne klare
Lyskjerne i en Høiaands Ild,
det Sandheds Ord, hvis Straale hvas
slaaer Guderne ikvas,
og skjærer over hine rustne Baand,
der lænkebandt Samvittigheden til
en Offerpræsts rygende Haand,
og lynadsplitter Skikkes tomme Tegn,
de Templets, Mørkets Snirkelhegn
— den Sandhed: een, kun een Gud er:
een alle Himles Fader, der opstillet
i alle Aanders Væsen har sit Billed:
at det i Sandhed dyrkes kun kan der;
men det er Dyrkelse, at vi
vor Sjel gjør stedse mere sand og fri:
at dette Maal ei synker med vort Liig;
men gjennem Himle flytter sig
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
