Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Mennesket. 531
med
Folkene.
I kjende ei, I Arme, den Forsoner,
der sine Fiender døende tilgav.
Mon da vor Livsopvaagnens frydefulde
og første Øjekast formørkes skulde
af Hevnens blodig-mørke Skygge?
Nei, Præst og Drot, læg bort din Stav,
og vore Brødre ere I,
saa frie og froe, som Vi.
Et Tempel, Præst, du faaer at offre i:
dit eget Hjerte — det, som sukker øde,
naar gyldne Altre gløde.
Saa stort et Kongerige, Drot, du faaer,
som du ved Arbeid til dig sejersslaaer,
og dyrker i din Sved.
Cæsar og Konger.
I Rasende! Rasende! Kongerne odeltog Kloden
Alt hvad den bærer, med Trællen og Træet paa Roden!
Folkene.
Bortkaster Kronerne, Brødre — den eneste
Forskjel mellem en Drot og et Menneske.
Da først (som Falken, naar Hætten faldt)
formaae I at skue med Klarsyn Alt.
Er Drotten i Krone og Purpurfell,
en Taage, skjøndt gylden, ombævrer hans Sjel;
han blusser af Kraft, men af Feberkræfter;
og brister, ja førend han giver efter.
Lad Solen stikke derfor hans Isse!
lad Vinden den blottet afsvale !
da først kan Folket med Drotten tale,
da hører han Sandhed og seer det Visse.
Cæsar og Konger.
Frem! frem, Legioner! — Ha, Cæsars Ørne
nu blevne seendrægtige?
Falanger, klæbe ved Jorden I, Cæsars
Fodtrin de vægtige?
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
