Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker.6
var kun en Forstillelse, hvorved han deslettere træde at kunne
naae Maalet, at styrte Fingal; men desværre, forsilde indsaae
han, at han selv for Tiden havde beredet sig sin egen Under
gang. Endnu flammede Iversygen hos ham, der ved Fingals
sidste ædle Daad var stegen til det Høieste, saa at ei engang
denne skjønne Handling, der ellers vilde have bevæget enhver
Anden, formaaede at røre Starnos, i Ondskab forhærdede, Sind.
Selv Faderfølelsen var udslukket, og havde aldeles tabt sin
Kraft hos ham, saa at han ikke et Øjeblik betænkte sig paa at
opofre sin Datter, naar han derved kunde befordre sine Hen
sigters Opnaaelse.
Ei længe kunde Starno dølge, hvad han rugede over. I et
Ruus truede han sin Datter med, at hun aldrig skulde komme i
Besiddelse af Fingal, og lod desuden imod denne falde flere
Trusler, der ei kunde Andet end vække Agandeccas Mis
tanke. Den bekymrede Pige sendte strax et Bud til Fingal
med en Runestok, hvorpaa der var indgravet: ,,Fingal, vær
forsigtig, naar du kommer til min Fader. Kom snart til den
ulykkelige Agandecca. Vær bered paa det Værste. Jeg kan
ei sige Mere." — Et Ulvehaar var bundet til Stokken. Be
styrtset samlede Fingal, der strax indsaae hvad dette vilde sige,
i Hast 30 Mænd. Med disse drog han til Starnos Hof, og po
sterede dem saaledes, at de strax kunde staae ham bi, hvis
det skulde gjøres fornødent.
Fingal var kommen for sildig. Allerede havde Agandecca
udstødt det sidste Suk, og var ei mere, da han traadte ind i
Hallen. —
Med et af Forbittrelse funklende Blik var Starno traadt
ind til sin Datter. Elsker du Fingal?" spurgte han. Da Pigen
ved sin rødmende Taushed ei syntes at ville benægte det, ved
blev Starno: Ei skal du elske min Fiende, som jeg har svoret
Undergang, ei skal han, der saa ofte har vækket min Vrede,
have den Glæde, at kalde dig sin." Rasende gjennemborede
han hende med Sværdet. Døende sukkede hun: Guderne
tilgive dig, min Fader, og bringe dig den Glæde, som jeg ei
har kunnet bringe dig." — Forbauset og yderst forskrækket
spurgte Fingal: hvo har gjort dette?" Kold svarede Starno,
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
