Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker 155
ET NØDVENDIGT ORD
(Af Henrik Wergeland, Cand. Theol.)
Morgenbladet 6-—B. febr. 1831.
En Skygge mant fra onde Aanders Hjem,
at see sin egen Udaad — vee ! med Bæven !
En Orm fra skumle Dybder halet frem,
for Giftens Tand at bryde ud af Kjæven.
Saavel i Skrift som Gjerning har Indsenderen stræbt at lægge
for Dagen sin redelige Vilje til at være og blive Fædrelandet
saa nyttig som det staaer i hans Evner. I Bevidstheden herom,
i udmærkede Landsmænds og Fremmedes hædrende Agtelse, i
mangfoldige brave Menneskers deeltagende Venskab har jeg der
ved vunden min eneste, men min høie Lykke. Mit hele Liv vil
derfor vorde en fortsat Anstrengelse for at beholde denne, for
at fortjene stedse med større Ret Æren af at kaldes en god
norsk Borger; eller — som jeg, med mindre Skin af Forfænge
lighed, og end tydeligere for dem, der af mine digterske Arbeider
kjende mit sande Væsen, kan udtrykke det — for at vorde
stedse ligere mig Selv, saaledes som dette aabenbarer sig i
Sandhed og facsimicisk Ægthed kun i dets digterske Frem
bringelser, saaat Høimaalet for mit Liv bliver at fremstille saa
stor Samklang som muligt imellem Handling og poetiske Ideer.
Men dette er ikke saa let; thi omendskjøndt disse ere kraftige
som og mere omfattende end Grundsætninger, saa lader deres
evige Livsbevægelse, det Farvespil, som er dem eiendommeligt,
hverken Tid eller Ro til fuldkommen at afpræge dem i Livet —
ofte, naar man ret troer, at have truffet det, trække Folk paa
Skuldrene, betragtende En, som den, der greb efter Fuglen, men
nu staaer igjen med tomme Hænder, og da hedder man mildest
sagt: Phantast. Hvad staaer igjen for det letpirrelige Gemyt?
nye Forsøg og ny Haan? at trække sig tilbage i sig selv som en
Sensitiva? kaldes sær og lunefuld, opdynge Bitterhed og af og
til give dem et fossende Afløb? tåge Kuldes og Uvillies Maske
paa med al Frosind som dog igrunden leer ad det Hele, ad de
Narre, som med Uret synes ondskabsfulde ; thi de dadle jo hvad
de ikke forstaae? hedde menneskehadsk med al sin dulgte
Varme, der da raser som den qvalte Vulcan? eller — endnu
værre — forglemme sig selv og fremkunstle en mat, hyklersk
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
