Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker 97
Chenier sang da lodded Engle
Himlens Blaa med Lynets Flammer
ind i Galliens Liljebanner.
Roucher sang da, let som Skyer
fulde af Dæmoner, rulled
over Alpen Legioner.
Niemcevicz greb i Strengeraden,
Samson liig i Dagons Søiler:
— Weichsler blaae af Staal og Bug af
Blod om Czaren slog.
Er Digterens Plads saa høi, er deres Natur saadan, er det
saadanne, der give en Skjønliteratur Rang, opfylde de saaledes
i høieste Maade det Hovedbud at gavne" — da maae vi tilstaa,
at hiin Literatur, som sagdes at have Indflydelse paa os, fra
denne Synspunct ikke fortjener denne. Det er meget mere
modsatte Meninger af dem, der ere Friheden og Sandheden
tjenlige, som den udbreder, skjøndt i ufrie.Lande Harperne skulde
være de rostra", hvorifra alligevel Frihed og Sandhed for
kyndtes Folket. Dog — der er en Gavn, som Skjaldskabet siges
at have valgt sig fortrinsviis, ja som der siges er den eneste:
den at forædle Skjønfølelsen. Men dette er jo kun en Betingel
sesegenskab. Den er Elementet, hvori Skjaldelivet er, men ikke
Livet selv. Skjønfølelsen er Sandhedens Organ. Det er ikke
dette som tiltaler selv, men gjennem det meddeler Digteraanden
sin Ild, sine Forjettelser til ikke framsynte Sjele og befrugter
de koldere Gemytter. Det er aldeles nødvendigt, men ikke nok.
Dette er maaskee de bedste danske Digteres Fortjeneste. Den
allerstørste Deel vedgaaer dog uden Blygsel, at Løier" er deres
eneste Meed; og de staae sig godt derved hjemme og her.
I den svenske Skjønliteratur er Akademisternes ensidige Ind
skrænken af Digternes Omraade alene til at forædle Skjønfølel
sen, og deres endelige Nederlag bekjendt. Tegnérs Krands er
af Vintergrønt, som er groet paa Ruinerne af det gamle Vitter
hetstempel, hvor Leopold og Kellgren vare Ypperstepræster.
Han elsker derfor disse Ruiner, og ønsker vel at de stive Kolon
ner stod; men Poesien paa Forum, paa rostra, Frelsens kjæm
pende elsker han ikke. Hans liflige Farver, ikke hans Ild, har
gjort ham saagodtsom til den eneste Repræsentant for den
Artikler og småstykker 111. 2. 7
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
