Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker 255
sig dertil som Blomster til Metal), og forbinder dens enkelte
Led. Inds. maa fortvivle over sig selv; thi han føler, at Klar
heden i Anskuelsen af denne Dyd staaer i lige Forhold til den
moralske Fuldkommenhed, et Menneske besidder. Den kan ikke
mere falde, som har skuet denne Himmelske Ansigt til Ansigt.
Han har smagt den høieste Udviklings Vellugt — det er Hu
manitet. Han har seet Retfærdighedens Taarer — det er Hu
manitet. Han har seet, at den kan græde. Denne, som bort
vender sit Aasyn og opløfter sin Haand. Han har seet Haard
hedens Smeiten — det er Humanitet; seet Vreden klarne i et
flygende Smiil; hørt i Hevnens Barm et Hjertes triumferende
Banken over de rullende Aarer — det er Humanitet. Dette har
han sandset med sin Sjels fineste Sandser, og fra førstegang af
for bestandig. Et høiere Tilvær — netop det samme, man for
tæller os, kun skal tilkomme de Udvalgte efter Døden — har
aabnet sig for ham og kastet sin Glands over den lyksalige
Dødelige.
Men er det kun saadanne flygende Øieblikke, som tilhøre Hu
maniteten? Aander den kun i Havblikkene i det menneskelige
Blod? Nei, nei! den skal boe i dets Bølger. De vildeste, ocean
mæssige Opbrusninger af disse, som Historien omtaler, have
netop henrullet mod de lyksalige Strande, hvor Humaniteten
har sit Hjem, fordi de ere det Menneskeaanderne bestemte, og
hvorhen den kalder dem forat forherlige dem og give Bestræ
belserne — ikke Hvile, men fortsatte Seire. Ligesom Orkanen
kan siges at være et Oprør af Millioner Zefyrer og maa kunne
opløses i Vindpust, saaledes kunne hine Bevægelser i Menneske
slægtens Sjele, saa voldsomme, saa ødelæggende det Bestaa
ende, siges alene at være Humanitetens, den for saa svag an
seede Dyds, Virkninger. Om Retfærdigheden græder, har den
ikke et svagt Øieblik at bebreide sig; men der var et, hvori dens
Grundvæsen lysnede frem; og dette er Humanitet. Retfærdig
heden er ikke andet end dennes Dommerkaabe, som den for
Verdens Svagheds Skyld maa have paa; Strengheden blot de
adstadige Miner, som Embedet og Sædvane kræver. Den kaster
alt dette naar den kan. Naar den kan? Ja, naar den kan for
Pligten. Thi Humaniteten er Pligtens første Adlyder. Retfær
digheden den anden, som kun gjennem Humaniteten skal mod
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
