Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Artikler og småstykker 523
Øjeblik vente Opstandelsens store Skuespil. Denne ventede jeg
ogsaa skulde blive Opgjørelsens, det store Generalregnskabs
med Tilværelsens Ophav, thi Opgjørelsen med sig selv havde
jeg mærket var allerede forbi og skede eftersom Enhver foer
hen; og jeg havde forlængst været et forbauset Vidne til at de
tre Constitutionelle havde maattet indlade sig paa nogle Aller
helvedes Subtraktioner.
Jorden var øde og tom. Og den maatte have været det længe.
Selv Græsset var dødt. Gulnet hang det udover den sidste
Generations Gravminder, som var det eneste, der hævede sig
frem af Overfladen, hvor Bjergene vare smuldrede og Byernes
Ruiner opløste og henveirede. Selv Vinden maatte være død;
thi disse Gespenster af Græsstraa rørte sig ikke, og de hule
Fluekroppe og florlige Insekthylstre, som hist og her kunde op
dages paa deres Spidser, forbleve übevægelige.
Det var gyselig! Havde jeg dengang havt et Hjerte, havde
det banket; og det skulde have lydt i Stilheden som en Tordens
Stød. Men hvilken Lavhed og Letsindighed i Tanken i et saa
dant Øjeblik! thi jeg kan forsikkre, at den ikke var højere end
den, som vil falde det kjære Kristianja-Publikum ind, naar det
førstegang samles paa sit nye Nationaltheater og seer det
tomme, Luft kun forestillende, Teppe, nemlig, at der dog maa
være noget bag."
Og se! Rummet oppustede sig og stødte i Dybets Basune.
Himmelens Horizonter udvidede sig og rødmede under Anstræn
gelsen forat udfylde Afgrundens Huulhed med et Raab, som
var fortolket: reiser eder, I Skabhalse!
En Orkan udfoer og lettede Jordens Støvdække af. 0 hvad
saa jeg ikke! Et Legeme er ikke saaledes gjennembundtet af
Nerver som Jorden var det af skinnende Been, Menneskers og
Dyrs om hinanden. Og alle reiste de sig under Aandernes Jubel
skrig. De Himmelske bleve Børn igjen, Børn i vild og dog
uskyldig Glæde. Som Børn, der hulter til bulter skulle klæde
sig paa til en Maskerade, styrtede de over hine afblegede Pjal
ter og trykkede dem til sine ætheriske udødelige Hjerter, og
et straalende Huld udgjød sig om dem og Aandernes Lysvinger
fæstede sig til de Skulderblade, der havde henslæbt et Liv.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
