Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
286 Artikler og småstykker
som det ypperste Exemplar af en Bonde. Uden Statsborger
nykker, uden at være smittet af Tidens lede Aand, driver han
sin Dont som Landmand og gjøre Ret og Skjel d. e. han offrer
Præsten bedst, og giver den juridiske Øvrighed nu og da noget
at tjene.
Og der er ingen skjult Foragt i den Udmærkelse, som Byg
dens Honoratiores vise Manden i den graa Kjole med de smaae
listige Øjne under de bustede Bryn. De see gjerne, at Bøn
derne sluge hinanden op indbyrdes blot der falder noget af til
dem. De have da sin egen Samvittighed frelst, og endda oven
ikjøbet, naar de staae sig godt med Kaxerne, den moralske For
tjeneste, at de ikke lyve, naar de sige, at Resten bestaaer af
Pak, som Ingen reflekterer paa. Men hvad der er mærkeligere
er, at der er saaliden Standssympathi, at Bondeblodsugeren
ogsaa af Almuen vises al Ærbødighed som om han virkelig var
en Ære for Bygden. Kommer han til Thinget i sin Kariol, faaer
han Tegn nok paa det, og standser han udenfor Kirken, sidder
vanskeligt nogen Hat paa. Det Sidste er ikke mærkeligt, for —
o det kan lade Blodet stivne! — til Kirken, til de Fattiges og
Forladtes egen Vens Huus, som den kaldes, komme netop ikke
de Fattige. De høre nok Klokkerne, men de sukke eller see
med misundelige Øjne gjennem de smaae lappede Ruder paa
de Forbifarende, og gjøre sig ikke rede til at fare afsted. Thi
hvorledes skulde de kunne vise sig i Kirken i saa usle Klæder,
de have? Undseligheden og Følelsen af Fattigdom have de be
holdt. De ønske blot, at de Timer, hvori den er bittrest, at
Kirketiden var forbi. De holde sig hjemme, om Blodsugeren,
om hiin mægtige Mand, der nu just opfylder Kirken med sin
durende Bas, har ladet dem beholde et Hjem. Men dette er
altfor ofte ikke Tilfælde, og da kan man træffe de uddrevne
Familier paa de afsides Veje, under en Busk, bag en Laave,
for ikke at blive seete af Kirkefolket.
Der nikker et rødfarvet Silkeskaut eller en nymodens Dame
hat paa et stort Rokkehoved med oppurrede Kurumpekrøller,
og Kirkehattene og de blanke Kjøbstadkaskjetter stryge af —
det er den mægtige Mand i den graa, som reiser fra Kirken.
Staklerne liste sig endnu mere afsides. Moderen er kun angest
forat den Mindste skal skrige og røbe dem. Men den ulykkelige
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
