Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Christsind i Landfarsot, 375
3) Gud vil ved en Landfarsot vise Dydens Værd og Lastens
Uværd.
Dette er høist iøinefaldende i ethvert Ulykkes- og Fares-Forhold,
og da vel særligen i dette. Det forhen rolige Hjerte skal, idet
mindste for sig selv, ikke slaae uroligere under Dødens Vinger.
Der var ingen ond Samvittighed i det Bryst som trodsede Stor
havets Bølgeslag forat redde et Medmenneske. Der var Be
vidsthed om en god Sag i de faa Tappres Skare, som stode for
Fædreland og Frihed mod Overmagtens Thordener — i den
hjemlige Dal mens de legionpandsrede Høje vare som lynbrem
mede Skyer omkring dem. Det er de retskafne Borgere, som
vogte Ordenen i Forstyrrelsen, og holde Samfundet sammen om
det truer at briste. Det er de ædle Christinder, som opsøge
Nøden i Vraaerne, aftørre Taarerne, mætte Hungeren og klæde
Armoden. Det er den Dydige, som behersker Elementerne med
sin rolige Pande. Det er Kjærligheden, som opreiser sit Sæde
i Ødelæggelsen. Det er Barmhjertigheden, som lever i Nøden.
Da sees disse Herlige. Da lader Gud deres Glands frembryde
i Sorgmulmet, deres høje beherskende Røst, deres milde Trøst
stemmer som et himmelsk Chor lyde i Undergangen. Der staaer
den Dydige — fast ved sin gode Samvittighed — rolig som til—
forn i de sikkre Dage — ophøjet over Ulykken — liig en Klippe
i det fraadende Hav, hvorhen Ulykkelige redde sig. Synet af
ham indgyder Mod; i hans Arm er der Hjælp. Ham overmander
ikke Frygten. Han indbilder sig ikke at Faren er større end
den er. Han glemmer ikke, selv om den rammer ham selv eller
dem der voxte ved hans Hjerte, at prise Gud med Hjobs Røst
og Hjobs gudhengivne Sind.
Men hvo ere disse Forvirrede om ham? disse Forfærdede,
disse Blegnende, Raadvilde? Ak! det er Disse, som maae mis
unde ham hans Hjertero, som mangle dette ypperlige Skjold,
som frygte Døden for det Livs Skyld som henrandt, Rædslerne
heruden for Rædslerne i sit Indre! Ak! vi ville ikke nævne
dem — det er Disse, som nu angre, at de ikke have været som
den Dydige, for nu at kunne være som Han. Dog maae vi til—
staa: den naturlige Frygtsomhed antager i visse Gemytter hele
den onde Samvittigheds Ængstelse og er det jo ikke. Vi maae
derfor vogte os for at dømme; men heller erindre saadanne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
