Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
386 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
111. OM FORFÆDRENES SÆDER
Odin havdc let forat prise Tapperheden for saa haardført og
stridbart Folk som Forfædrene. Naar de Smaakongeriger, hvori
Landet var deelt, ikke gave Krig nok hjemme, satte de tilsjøes
i Vikingafærd forat vinde Ros og Rov paa Hav og fremmed
Strand. Næskonger kaldtes disse Vikinger, om de havde Vinter
tilhold paa udspringende Næs, for derfra med første Luftning af
Vaaren at skyve Langskibene ud. Det gjaldt rent Dæk for Sværd
og Stridsøx, naar slige Sjøhaner mødtes, eller og søgte Høv
dingerne en Holm, hvor Tretten da afgjordes i Tvekamp eller
Holmgang, der endte med Død eller Fostbroderskab. Kjøbmands
eller Farmands-Skibe slåp godt, om de fik tinge sig fra dem
eller med dem. Ellers laae Ærlighed, Trofasthed, Stormod og
Gjæstfrihed, men og tillige Rovlyst, Uregjerlighed, Ærgjerrighed
og Hevnlyst i Fædrenes Sindelag. Denne sidste vilde Lidenskab
indhævdede endog Blodhevnen som Pligt, og lod den rase imel
lem de bedste Ætter, indtil der først i senere Tider sattes den
Grændser ved Lov og Ret. Dog længe efterat Morderen lagdes
i Bøder og Ransmanden landsforvistes, skjæmmedes tappre Mænd
ikke ved at liste sig med Fakkelblus til den efter Landets Skik
ensomt staaende, vinduløse Gjæstestue, hvori Avindsmanden
efter godt Lag (som Fædrene gjerne dreve til Overmaål) sov
tungt med sine Folk rundtom i Gulvhalmen; og da — Døren
stængt, Vaaben ud og Fakler til! — Om Morgenen laae der
Been og Aske, og Illværksmanden var langt paavei. Dette at
indebrænde sin Fiende agtedes længe ikke for den Nidingsdaad
det var. Naturligt — thi Forbrydelser ere samkjedede og yngl
somme, og hver Tidsalder har sin bydende Vilje — slumrede
ikke den Dræbtes Frænder og endnu mindre hans Fostbrødre
før Gjenhevnen var fuldbyrdet.
Om Fædrenes Stridbarhed kan man gjøre sig det største Be
greb; men om deres Størrelse og Styrke maae vi ikke gjøre os
saa store Tanker som Eventyrene ville. De vare store stærke
Folk; men hverken Frithjof hin Frækne, Kong Half eller Vikar,
som tilhøre dette dunkle Tidsrum, der kan kaldes Kjæmpealderen,
vare derfor nogle Langbein - Riser. Den frembringende Natur
synes ikke at mattes gjennem Slægterne ; men vist er det, at en
Levemaade kan udvikle dens nedlagte Kræfter mere end en
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
