Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Almuen VIL 405
klærende, at aldrig veeg han i Strid, og agtedc ei heller at
gjøre det nu, hvor skarp den end vilde vorde, da Erik Jarl, som
havde nok at hevne, førte Nordmænd mod Nordmænd i Kampen."
I fire heftige Træfninger, hver et Kongeslag, deltes dette mærk
værdigste af alle de Sjøslag, som i den gamle Tid holdtes i
Norden. I den første Dyst kastedes den danske, i den anden
den svenske Overmagt, og i den tredie Erik Jarl, efterat han
allerede var trængt frem til Langormens Mast. Efter den var
kun dette Skib tilbage; og under den hændte det, at Nordens
bedste Skyttes, den unge Thrønder Einar Thamberskjælfvers Bue
klang isønder just som han lagde an paa Erik Jarl, og at han,
paa Olafs Spørgsmaal, hvad der brast," svarede sorgfuldt og
sandt: Norges Rige af din Haand, Herre min!" Endelig i den
fjerde Kamp lykkedes det Erik, ved at faae Ormen tynget paa
Siden, at entre og at rydde op med friske Folk mellem den
kamptrætte Besætning; men da Kongen søgtes høiskibs, var han
forsvunden. Sprungen overbord, er han vel neppe bleven reddet,
som Einar Thamberskjælfver og flere andre af hans Mænd, der
gjorde det Samme. Dog gik Præstesagn herom, ja om at han
ligetil 1047 levede som Munk nær det hellige Land. Dronning
Thyra, som var ombord, hungrede sig ihjel paa 9de Dag herefter ;
og var der Mænd, som bøjedes mere af Sorg over Olafs Tab
end det syntes Mænd at kunne anstaae. Selv de værste Despoter
have vidst at skaffe sig personlige Venner, der maatte trøste
dem for Folkehadet; og dem, Egennytten ikke hvervede, vandt
Svagsindet, som, blindet af enkelte gode Træk, troer Løven
miskjendt for Grumhed, fordi den stundom lod Lammet løbe.
Undrer det os derfor, at Olaf, der unegtelig var despotisk, endda
kunde være et frisindet Folk saa kjær: saa maae vi erindre, at
hans Despotisme var overgaaende som Heltens Vrede paa Valen.
Da han troede Himlens og Sandhedens Sag gjennemkjæmpet,
var han igjen den folkesæle Olaf, riig med sit Huldsind som
med sit Vredsind — en Aabenhed, der er det elskværdigste
Strøg i denne store Helts ildige og glimrende Charakter.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
