Full resolution (JPEG)
- On this page / på denna sida
- FORORD
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
En Forfatter siger: „Uden at ophøre med at være upartisk,
og uden at forvanske i nogen Maade Begivenhedernes Sandhed,
kan man beklage, i den forsvundne som i den nærværende Tid,
Menneskers og Folkeslags Skjebne som Uretfærds og Voldsom
hedens Offre. Dette er at opfylde en Billigheds og Menneske-
ligheds Pligt; og dersom de Ulykkelige ere sine Tidsjevnlige
hellige, ere de det ligeledes for Historien.“ Disse ædle Linjer
ønskes af mange Grunde, ja ogsaa for nærværende Forfatters
egen Skyld, erindrede under Fremstillingen af det Afsnit, som
nu forestaaer af Fædrelandets Historie. Thi det er ikke længe
siden, at man tvivlede i Norge om at dette var den sanddru
Saga hjemfalden — denne, der eier den svundne Dag og arver
Øieblikkene. Men, hvor klart det end, i sin rette Forstand, burde
staae for Historieskriverens Øine, „at han ikke bør være af nogen
Nation“ – vist er det, at alle de Forfattere, som omhandlede
denne Deel af Begivenhederne, ihukom, at de vare danske, og
at Enevældet ogsaa udstrækker sin frygtelige Magt over Aanden
og Sandheden. Det var langtfra, at de, hvad Norge betræffer,
stillede sig paa det Standpunct, som hiin Forfatter anviser Hi
storieskriveren.
Gjennem dem fik Nordmændene i Almindelighed , men især
Skole-ungdommen ganske andre Begreber om Fædrelandets Stil
ling, end hvad sandt var. De hørte kun og læste og lærte kun
om Lykke under Enekongens Kjærlighedsspiir, om Danmarks
aldeles Nødvendighed for Norge i alle selv i aandige Henseender,
om samslyngede, med Hjerterødder og Navlestrenge sambundne
Tvillinger o. s. v. De hørte, læste og lærte kun Sligt, indtil de
troede det, og indtil Troen gik i sagngiven Arv, saa den gjerne
kunde bestaaet, om man end ikke sørgede for at slige Lærdomme
strax greb hver opvoxende Slægt. Vaagnede i Gemytterne en
Trang til historisk Selvfølelse, en Ahnelse om at historisk Ære
sømmer et Folk, at det bør hvile derpaa – nu, da aabnede
Snorre alle sine Æresminder; og man var tilfreds. Man var saa
tilfreds med det drømmende Behag i den gamle Erindring, at
man glemte den friske, ja mange nærmere Aarhundreders. Man
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Project Runeberg, Tue Dec 12 14:29:10 2023
(aronsson)
(diff)
(history)
(download)
<< Previous
Next >>
https://runeberg.org/wergeland/4-2/0016.html
