Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - TREDIE TIDSRUM: NORGES VANMAGTS OG ULYKKES TID UNDER KONGER I DANMARK (FRA 1387–1814) - II. NORGE BERØVET SIN SELVSTÆNDIGHED (1536–1814) - K. Frederik den 3die (1648–1670)
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Almuen VIII. 47
regnedes Statholder Sehested, som en Forbrydelse, at han havde
skilt den norske Forvaltning formeget fra den danske. Det var
tydelig bleven dansk Statskløgt at holde Norge i en afkræftet
Tilstand ; dog saa at Adelen, i de Tider den havde Magten, for
fulgte denne Plan med større Haardhed end Kongerne. Det er
ikke med Adelen som med Kongen, der ikke bliver rigere om
Folket bliver fattigere. Dettes Udarmelse er Gropen, der svarer
i Dybde til Adelens Velstanddynges Høide. Den danske Adels
Forbrydelse mod Norge maa kaldes Tyranni ; Kongernes — For
sømmelse og Tilsidesættelse mere end Tyranni. Men enige vare
begge disse Magter i, at ingen Opofrelse fra Norges Side var
for stor for Danmarks Skyld i politisk Nød, eller stor nok til at
erhverve det mere Retfærdighed. Omsider bleve Nordmændene
vante til saalidet deraf, at de mindste Træk af Billighed — f. Ex.
en Konges Besøg — forekom dem som umaadelig Godhed og
en ufortjent Ære, som Støtter og Indskrivter maatte minde om.
De fjerne Konger behandledes som Gudebillederne : de gjorde
Intet af alt det Gode, som man ventede og bad om; dog ind
bildte man sig, at de kunde og skulde gjøre det omsider. Nord
mændene betragtede dem som Statens gode Princip: hver ny
Hyldest, hvorved da almindeligviis nogle Privilegier bekræftedes,
Klager og Ansøgninger opdyngedes og Gjæstebudsløfter gaves,
var dem en Forjættelse om, at dens onde Princip, som raadede
ide fremmede Herrers Voldsvælde, skulde beseires. Men hvor
kongetroe Nordmændene end vare, hvormeget der end var at
afhjælpe — kun engang gjæstedes de af Frederik; og det ved
Hyldingen, hvortil Repræsentanter for alle Stænder vare stevnte
af det danske Rigsraad, som forhen havde valgt ham ogsaa til
Norges Konge. Under en længere Fred, som vilde have været
Undertrykketserne gunstig, skulde de snart have faaet Øinene
op; men saa lød det igjen: Krig i Danmark: Krig i Norge! Til
Vaaben ! til Vaaben, I Nordmænd ! — Og Fædrelandets Krigsære,
ikke dets Fredsulykker stillede sig for Tanken.
Men Norge kunde seire; tabe skulde det alligevel. For sit
lumske Overfald paa Sverig 1657, mens dets Konge Carl den
10de førte Krig i Pohlen, tugtedes Frederik med at see sine
danske Stater, paa næsten blot Kjøbenhavn nær, indtagne af
dette Seierens Lyn. Men, uagtet Nordmændene førte Krigen
heldig, sloge under Iver Krabbe den svenske Erik Steenbock ved
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
