Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
326 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
Aåsyn og Gestalter vise sig i de samme inderste Dale af vort
Land, hvor Menneskenes Veie standse, og hvor Elvenes og Vin
denes kun have eet Løb udåd imod Landets Vidder, der hvor
ogsaa de sidste Jothuner viste sig i Dovres Tverdale, og forsvandt
for stedse, som om den mærkværdige portdannede Buefigur i
Thingsvaberget i Vaage, Juttuldøren," havde lukket sig efter den
sidste Ætling af det ulykkelige Folk.
Ligeoverfor det Sted staaer gamle Haagenstads Gaard. Naar
han staaer hjemme paa Svalen og seer til sine Folk, seer han den
forvittrede, rustrøde Port i det graa Fjeld, og naar han drager
paa sin Ganger over Jettafjeld paa Besøg til sin Broder Paul Tofte
paa Dovre, drager han ogsaa igjennem de Afdale, over den Fjeld
side, hvor man veed at fortælle, at Jetten Dovre, som navngav
Fjeldet og fostrede Harald hiin Haarfagre, havde sit fredløse 80.
Tiden har ikke der forandret saa meget. Der lever endnu Sagnet
om Jothunerne, somom det ikke var saa længe siden de forlode
disse sine sidste Tomter for den Slægt, som nu sidder der: som
om det vel ikke var i Bestefars Tid, men kun noget lidt længer
op ijÆten at det skede. Og denne seirende Slægt færdes der
i oprindelig Friskhed. Eller er Forskjellen saa stor mellem gamle
Ole, seende til sine Folk i sin blaa Vadmelskjortel med de blanke
Knapper, og gamle Sigurd Sir — ærværdig Ihukommelse — saa
ledes som Sagaerne skildre ham paa sit Jorde? Et langt Liv
forestaaer da endnu vort Folk, naar Sagaerne endnu ere saa friske,
Ætlingerne Fædrene saa lige, Trækkene saa uforandrede, naar
det i Minde og i Reproduktionens Styrke og Ægthed endnu staaer
sin egen Oldtid saa nær.
Jeg besøgte engang Ole Haagenstad. Snorre laa der. Intet
steds forekom han mig mere hjemme, intetsteds saa ny i sine
Sagaer. Det gamle Skindbind var der ligesaa naturligt som et
moderat Tidsskrift paa en literær Byherres Bord. Men hvorfor
fæstede endelig Tankerne sig paa Dale-Gudbrand og Thorer af
Steig, naar Øjet hvilede paa min Vært? Og da Klokkerne rin
gede til Kirke nede i Dalen en Søndagsmorgen, hvorfor stod
St. Olaf for Øje, som om det var til hans Ottesang de lød, som
om han just var kommen over Fjeldet, og somom nu den røde
Jetteport maatte åabne sig ligeoverfor? Jo alt var saa antikt,
det Gamle saa uforandret overgaaet i det Nærværende, og alt
Dette grupperede sig ligesaameget om Ole Haagenstad, som gav
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
