Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Ole Haagenstad. 361
paabinde den nærværende Generation. Vi have vogtet den",
vil han, at denne skal kunne sige om sig selv og til de kom
mende Slægter. Tager den nu hen, og gjører dermed hvad I
ville!" Og hvad er ikke ærværdigt i den Gamles Mund? Selv
Pedanteriet bliver det, og Ængstelighedens Overdrivelser har
Viisdommens Udseende. Men heller ikke mere. Det er af sine
Mænd, ikke af sine Gubber eller Ynglinge, Tiden kræver sine
Udviklinger og Fremskridt. De have det skarpeste Syn til at see
hvad der kan voves, og bør ikke mangle Modet til at vove det,
til at flytte Foden frem og sige: saa langt for denne Gang! En
anden Gang maaskee mere, indtil Konstitutionerne omsider opfylde
ikke blot en egoistisk Fornufts, et indskrænketNationalbehovs, men
Religionens, Filosofiens, Moralens, Menneskehjertets ideale Krav."
Reformer var derimod Haagenstad under Forhandlingerne i
Anledning af Forordningen af 13de Januar 1741 om gudelige
Forsamlinger, til hvis endelige Ophævelse i Kraft af Grundlovens
§ 79 han gav sin Stemme, uden at han nogensinde har været
den Sekterisme hengiven, som det især har været om at drive
denne Sag igjennem, og som ikke mangler Venner paa Thing
bænkene. I denne Henseende hersker der en Kulde og Klarhed
i hans Hoved som i den blaa Luft over Lombseggen eller Jetta,
de to Dalens Yderpunkter, der maale hinandens Højde, dens
Fjeldes uhyre forstenede Gaukathorer og Asarfaste, stirrende
over paa hinanden, afbildende i sine kolossale Masser disse to
Jevningers trodsige Tro paa sig selv.
* ? ?
Men jeg mærker at jeg har ladet mig henrive af Erindringen
om disse Fjelde i Ole Haagenstads Hjembygd, af Indtrykket de
have gjort paa mig disse Jothunformer, som indpræge Strofen i
Wolffes Sang til Norge:
0m Kloden rokkes end, dets Fjelde
skal Stormen dog ei kunne fælde;"
ikke som en digterisk Overdrivelse, men som en prosaisk Sand
hed, synlig for Øjet og næsten hørlig for Øret, som om Ordene
ikke kunne være anderledes til Stormvindenes Brusen om de
Rædselvækkende Tinder. Jeg har ladet mig henrive til en Lig
nelse eller til et Henspil, som kunde lade sig misforstaa om
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
