Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Jødesagen i det norske Storthing. 421
Men Falsen, som var det Medlem, i hvis Yttringer Holmboe
vilde have fundet Spor af Fordom fra Studenterdagene vilde
ikke kjende Jøderne fra Regentsen. Hans Bekjendtskab til dem,
hedte det, skrev sig ikke blot fra hans Studenteraar, men fra
senere Ophold i Danmark og de Oplysninger han igjennem der
værende Beslægtede og Venner havde erhvervet".
Foss, der under sit Ophold i Bergen havde staaet i nær Be
rørelse med Falsens Broder, og som i Forening med ham havde
udgivet det Tidsskrivt, hvori Skrivtvexlen med Glogau havde
staaet, var imidlertid ved de mellemkommende Taler bleven
hindret fra at erklære sig i denne Anledning. Han bemærkede
derfor, at det vilde lede til altfor stor Vidtløftighed, om man
vilde indlade sig paa at debattere om Præmisserne til Indstil
lingen. For sit Vedkommende agtede han derfor blot at holde
sig til Konklusionen, og havde kun nogle faa Ord at bemærke i
Anledning af Amtmand Falsens Anke over det, der i Indstillingen
var anført af og om hans afdøde Broder. For Denne havde han
næret for meget Venskab og nærede for stor Agtelse for hans
Minde til at han vilde have fremtrukket en Sag, som paa nogen
somhelst Maade kunde kaste et mindre fordeelagtigt Lys paa
ham. Det kunde han erindre og bevidne, at det ingenlunde havde
været den Afdødes Mening, at Sagen skulde betragtes som privat ;
tvertimod havde han indrykket Brevet i den norske Tilskuer",
for at hans Meninger kunde drøftes for Offentlighedens Domstol.
Men hvad er det for en usømmelig Lattermildhed, som udbreder
sig, og det ikke alene paa Galleriet, men i selve Salen? Skamme
ligt og ærgerligt! Publikum fniser højt, og Storthinget antager Ud
seendet af et Theaterparterre imellem Akterne. Det er Flor, gamle
Krigsraad Flor, som taler. Det er nok. Det er bleven nok til at lee
ad, og Alderdom og fordums Fortjenester har viist sig for skrøbe
lige til at beskytte imod Forhaanelse. Men oprigtigt, vidste jeg
ikke, at det var den oprigtigste Patriot, erindrede jeg ikke, at det
var Jernmanden fra 1821, som talte — Latteren vilde ogsaa have
smittet mig, jeg maatte over det jeg hørte have glemt Alderen
og Stedet. Det sidste kan vel ikke fritage Eenfoldigheden fra
at man leer hos sig selv eller endog fra at Smilebaandet slappes,
men Alderen, Alderen — skal der meer end den Pietet, man bør
kunne forudsætte hos ethvert Menneske, til, for ikke at glemme,
at den har et Stadium, det nærmeste Graven, hvori Sløvheden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
