Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
320 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
Regenten ikke havde turdet lade ham ude af Sigte deroppe i Thrond
hjem; Andre, at den kun var improviseret af Hs. Høiærværdighed
selv, som imidlertid lod ligesaa uvidende selv, om hvorfor han var
didkaldt, som alle Andre vare det. Man var ogsaa Ugesaa klog
derpaa ved RigsforsamUngens Ende som ved dens Begyndelse.
Regententen lod ikke længe vente paa sig. Han besteg Præ
sidentforhøiningen, og aabnede Rigsforsamlingen med følgende
Tale, som han holdt med Papiret i Haanden, men ikke destomindre
frit og med Udtryk af Inspiration i Talens Gestus og Klang:
„Normænd! HeUigt er det Kald der samler Eder ved Fædrenelandets
Alter. Det Norske Folks Hu staaer til Eder, dets udvalgte Mænd, at
I ville vide, med Viisdom og Samdrægtighed, at grundlægge den Stats-
Forfatning, af hvilken nærværende og tilkommende Slægter kunne vente
Held, Orden og Velstand inden Riget.
Den viseste Regjerings-Form er udentvivl den, som, sikkrende Bor
gerfrihed og Lovenes Hellighed, giver den udøvende Magt Myndighed
til at udrette alt Godt og til at haandhæve Lovene; men I skulle ikke
kunne give Norge en Regjerings-Form, der svarer til Folkets Forvent
ning, uden ved samdrægtigen at ville virke til eet og samme Maal : Folkets
Lyksalighed. Banlyser enhver Tvivl, Frygt eUer Mistanke fra Eders
Barm, nåar det gjælder om at bestemme Norges Grund-Forfatning ; et
hvert Medlem af denne Forsamling vise sig som trofast, retsindig Nor
mand, og, idet han ytrer sin Overbeviisning, tænke han tillige paa de
Medborgeres Stemning, i hvis Navn han taler!
Skulde Nogen fortælle Eder, at Norge ikke kan beståa som en selv
stændig Stat, da lue Kjærlighed til Fædrenelandet dobbelt høit i Eders
Bryst; da mindes hine Oldinge, hine kraftfulde unge Mænd, der bøde
Eder Held til det Hverv, I gik hen at røgte! Hine sagde: vanslægter
ei fra Fædrene! og Disse: stoler paa den Kraft, der hviler i vor Arm,
som i vor Villie ! — Er det Norske Folk da ikke mere sine Fædre Ugt?
skulde Sønnerne ei ligesaagodt, som de, kunne forsvare deres Fjelde?
Ere vi ei vante til Savn? og kan noget Savn Ugnes ved Frihedens?
Staaer det ei i Folkets Magt at indrette sin Regjerings-Forfatning efter
Statens Tarv og de Midler, den besidder i sit Skjød? — Norge har
ingensinde forlangt, at Danmark skulde afholde dets Stats-Udgifter; i
fredeUge Dage har dette Rige givet Overskud af Indtægter i Statskassen;
og skulde Sverrig ønske Forening med Norge for at forsørge det Norske
Folk med Almisse? — Hvortil lede endeUgen disse bange Tvivl? Kun
til frivilUg Underkastelse. I Sandhed, hvad var et Folk vel værd, som
frygtagtigen opoffrede sin Selvstændighed og sin Ære? Kun de Slave
lænker, som fra Evigheden vare beredede for samme!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
