Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges Konstitutions Historie 11. 383
„Jeg har ladet sammenkalde nogle af Norges meest anseete Mænd,
for i dette for Landet høist vigtige Tidspunkt at overlægge med dem
hvad der bør foretages til Betryggelse af Riget Selvstændighed og Vel.
Da Hs. Maj. Kong Frederik den Sjette har været nødt til at afstaa sin
Ret tU Norges Throne, anseer jeg mig efter Kongeloven og Norges Odels
lov for arverettiget til den, og i denne min Mening er jeg bleven be
styrket af Mange af Norges dygtigste og mest oplyste Mænd. Jeg har
hørt, at De skal være af en modsat Mening, og har derfor ladet Dem
kalde foråt høre Deres Grunde."
Da var det hint den gamle Bondes „Husk at Gud er ataat" saa le
vende randt Sverdrup ihu, at det ligesom hørUgt klang for hans Øren,
og at han udbrød om Prindsens Hensigt at arvtage Norge, „dertil har
Deres kgl. Høihed ikke mere Rettighed end Jeg." Klart og bestemt
udviklede han nu sine Grunde mod Prindsens Arveret, og vuste, at i
Frederik 6tes Forsagelse af sin Ret til Norges Rige maatte den Erklæring
ligge, at han ikke længer saa sig istand til at hævde Foreningen mellem
Danmark og Norge, og at dette saaledes igjen var kommen i Besiddelse
af sin naturUge og uomtvistelige Ret til selv at bestemme sin Forfatning
og til, uden alt andet Hensyn, at overdrage den exekutive Magts Ud
øvelse til hvem det vilde og ansaa dueUgst. Denne Argumentation
førtes dog ikke til Ende uden oftere at blive afbrudt af Kristian Frederik,
der fulgte Sverdrups Ord med spændt Opmærksomhed, og forsvarede
sin Mening uden dog nogensinde at falde ud af sin godmodige og rolige
Tone.
«Derimod" — vedblev Sverdrup — „tvivler jeg ingenlunde om, at jo
det norske Folk ved frit Valg vU kaare D. k. H. til sin Konge, da De i
Farens og Nødens Stund med en saa høimodig Opoffrelse har viUet
knytte Deres Skjebne til dets, og jeg anseer det for meget hæderligere,
at Harald Haarfagers og Sverres gamle Kongekrone overraktes D. k. H.
af et frit Folk, end om De fik den ved Arv eUer paa nogensomhelst
anden Maade."
„Ah! nu bUver De poetisk", afbrød Prindsen med et Smul — et Ud
brud, som faaer sin psychologiske Belysning af at han kort iforvejen
havde kaldet Sverdrups Beviisførelse imod hans Arveret ..sofistisk".
Sverdrup forsikkrede da, at kun Kjærlighed til Sandhed og Fædreland
havde ledet hans Tale. Han havde endt. Ingen af dem mælte mere.
Nogle Øjeblik betragtede Kristian Frederik, under denne Afgjørelsens
Pause, Sverdrup med et Blik fuldt af Alvor og huldrig BUdhed; men
pludseUg aabnede han sine Arme, traadte et Skridt frem og omfavnede
Sverdrup med Udraabet: „De har Ret; jeg er bleven overbeviist". Og
han bad derpaa Sverdrup at gjentage for det samlede Møde, han nu
vUde holde, hvad han havde sagt til ham, men om muUgt inden dette
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
