Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Norges Konstitutions Historie 111. 37
læse Loven, hvortil Wedel og Diriks yttrede, at Lovens Oplæsning
ikke altid maatte ansees som absolut Betingelse for Militærmagtens
Anvendelse. Denne maatte, i saadanne Tilfælde, som paapeget,
desuagtet kunne bruges. Den civile Øvrighed maatte ogsaa være
beføjet til at betjene sig af militær Eskorte under Oplæsningen,
og Bestemmelsen havde Autoritet for sig i den engelske Konstitu
tion, hvorfra den var hentet. §’en bifaldtes derpaa eenstemmig.
§. 35 oplæstes derpaa saalydende:
Kongen har Ret til i Statsraadet at benaade Forbrydere, efterat
Høiesterets Dom er falden og dens Betænkning indhentet. * Forbryderen
har Valget, om han vil modtage Kongens Naade, eller underkaste sig
den ham tildømte Straf. I de Sager, som af Odelsthinget foranstaltes
anlagte for Rigsretten, kan ingen Benaadning finde Sted".
I Kommitteens første Udkast lød denne Paragraf korteligen
saaledes : Kongen har Ret til at benaade, efterat Høiesteretsdom
er falden og han har indhentet dens tilligemed sit Statsraads Be
tænkning. Dog ikke i Sager, som af Storthinget foranstaltes an
lagte". Diriks foreslog, at Benaadning ogsaa maatte kunne finde
Sted i Sager for Statsforbrydelser, idetmindste saa vidt, at Re
genten skulde have Ret til at formilde Straffen een Grad. Hvad
der til een Tid og under visse Omstændigheder blev anseet for
Statsforbrydelse , kunde til en anden Tid og under andre Om
stændigheder endog blive anseet for Fortjeneste. Wedel mente
derimod, at en Gunstling isaafald lettelig kunde slippe for fortjent
Straf ; at den Dømte, om Dommen kun lød paa Embedsfortabelse,
kunde gaae ganske fri; og at det var mindre farligt, om et Ex
empel statueredes, end at den skyldige Forbryder mod Staten
skulde være strafløs. Skulde Benaadning finde Sted i slige Sager,
maatte den ialfald indskrænkes til at kunne eftergive Livsstraffen.
Falsen fandt det betænkeligt, at overlade den Domfældte Valget
imellem Straffen efter Dommen, naar denne lød paa Livsstraf,
og Benaadningen, naar denne gik ud paa Fængsel paa Livstid.
Og isandhed maa det indrømmes, at Forbryderens Frihed til at
modtage eller forbyde Kongens Benaadning, kan, i Dødsstrafs
Tilfælde, gjøre denne til et Selvmord. §’en blev dog eenstem
migen antagen med saadan Forandring, at der i dens Slutning,
istedetfor Ordet Benaadning" sættes „anden Benaadning end
Fritagelse for idømt Livsstraf".
1 I de trykte Forhandlinger er §’en kun gjengivet til dette Punktum.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
