Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
200 Avhandlinger. — Oplysnings-skrifter.
er saamegen Vemod, saamegen Melancholi i dette ædle Instrument!
Der er saamegen Energi og Kraft og saamegen Grace under
denne Jernbue! Den synger, den græder, den sværmer; snart
hæver den Tonen over Horn og Trompeter, snart sukker den
sagte som en Æolsharpe! Han er en Konstner, der aldrig har
havt sin Mester; han fører en Violin, som ikke tilhører nogen
Skole — der er noget Naivt, Inspireret i den, begavet med en
ufattelig Kraft. Man har talt meget om Paganini og hans G-Streng ;
de have Begge ladet sig udbasunere med alle Lovtalens Stemmer.
— De kom — G-Strengen var umaadelig overstemt, og han, der
skulde spille paa den, saa slet redet, som den, der fremstiller
sig saaledes med Flid, kan være. Nu ! jeg veed ikke, om ei Bulls,
Normandens, Lykke vilde været lige saa stor, som Italienerens
og hans G-Strengs, dersom han havde været saa forsigtig at om
give sig med sin Konstbroders effektfulde Charlataneri. Men
se! Norge er en brav Pige, fordringsfri og beskeden, der ikke
bruger Sminke. Hun fremtræder ganske ligefrem og udgyder —
naturlig og utvungen — hele sin Sjæl og sit Hjerte!"
O. B. Bull er en af hine Kunstnere, fulde af Uskyld, Naivetet
og Trohjertighed, som ikke fordre mere, end at kunne overlade
sig til sin egen gode Natur den hele Dag, med hele deres Væsen
og i deres fulde Frihed. Han er en beskeden ung Mand, uden
Charlataneri, der ikke kjender den store italienske Kunst, længe
iforveien at berede sig Lykke og Fordeel. Siden den første Dag
jeg hørte ham i Operaen, lod — med al min Beundring fortæller
jeg det — Tilfældet mig ofte høre ham, hist og her, paa alle
Landeveie og paa alle Provindsialtheatre , og altid har jeg gjen
fundet det samme Talent, den samme begeistrede Inspiration og
den samme naive og hjertelige Enthusiasme. I et Auberge i
Rouen blev jeg en Dag vækket af en melancholsk og smægtende
Adagio — det var Oles Bulls Violin. En anden Gang, i et Værts
huus ved Postveien, overraskedes jeg, siddende udenfor Døren
under Kroskildtet, af en klagende Andante — det var en Andante
af min Favoritviolin. Den har ganske fortryllet mig. I det kjed
sommelige Dieppe, opfyldt med kjedsommelige Englændere og
engelske Kammerpiger, indhyllede i grønne Slør, trøstede Ole
Bull mig ved Dieppes Hav, dette skrækkelige Hav, der gjør sunde
Folk syge. Ja! jeg seer ham endnu, accompagneret paa saa
burlesk en Maade af den saakaldte filharmoniske Forening i denne
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
