Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsklassen I. 9
kredsens Laas ligger imellem begge disse to Klasser, der trænge
saa inderlig til hinanden. De Rige, som have stor Drivt at ved
ligeholde, behøve de Fattiges Arbeidskraft, og disse behøve
noget af de Riges Formue. Det gaacr op i op, men naar I kunne
lægge jer til at sove, übekymrede om hele Verden, tør det vel
hænde, at Arbeidsherren endnu har saa meget at spekulere paa,
at I tør gaae paa Arbeide før der er at tænke paa Søvn for ham.
Men hvad opdagede jeg vel en Sommermorgen, da Arbeiderne
fra Forstæderne just gik paa Arbeide rundtom ude paa Løk
kerne! Solen var endnu ikke ganske oppe, men Lærkerne dir
rede høit oppe under de smaae røde, spraglede Skyer, der saae
ud som den deiligste Silke, opplukket, som drivtige Huusmødre
gjøre af gamle Lapper for igjen at spindes ud til noget Smukt
og Nyttigt. Det var en Morgen til at bede og at fryde sig i,
men ikke til at tænke noget ondt i, som Det, jeg saae. Den var
til at synge eller fløite eller paa hvilkensomhelst Maade at give
Glæden Luft i, men ikke til at tænke eller øve noget ondt, af
skyeligt i, som Det jeg tilfældigviis fik at see. En ung Arbeider,
som saae ud til mere af Naade og Barmhjertighed at have faaet
Arbeide, end fordi han kunde gjøre nogen Nytte, gaacr ud ad
Vejen ved den nye Bro, hvor Selskabet for Christiania Byes Vel
saa ofte har maattet plante Alleetræerne om igjen, fordi de øde
lagdes af uforsigtige Bønder, og skadefro Skøjere fra Byen. Den
unge Arbeider standser under en af de skjønneste Popler, som
var bleven skaanet, og allerede var tæt nok med Løv til at
skygge; han seer sig om som en Ulv, der vil bryde ind, og saa
— een, to, tre! — der ligger den unge Poppel med sin Krone;
Skurken tilbeens da, men alt som han løb, knak Grenene efter
ham hele Alleen nedigjennem, og han endte først med at vælte
overende en af de Bænke, som hiint velgjørende Selskab har
ladet udsætte til Hvile for Alle, — ogsaa for den Fattige, ogsaa
for Eder, ogsaa for hiint Umenneske og hans Fader, naar han
kom træt af Arbeide. Og da skulde ogsaa Poppelen skygget
den Gamle.
Men nu! — ja jeg kaldte Gjerningsmanden et Umenneske. Hans
Gjerning eller Ugjerning var isandhed umenneskelig! han maa
hverken have følt eller tænkt som andre Mennesker. 0 jo, andre
Mennesker have gjort det Samme; denne Forbrydelse, som er
lumpnere end selve Tyveriet, er ikke sjelden imellem Os; og
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
