Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
For Arbeidsktassen VI. 179
Aarrækker findes Øjeblik, som have indhugget sig i Flugten i
vor Erindring og sidde der til Sorg eller Glæde evindeligen.
Ja af den Vigtighed kunne disse forbilynende Øjeblik være.
Den syndfulde Tanke, som opfylder lange Aar med den bittreste
Erindring, fødes i et Øjeblik. Det dydige Forsæt, som udspreder
sine Virkninger imod Evigheden og gjennem denne, fødes i et
Øjeblik ; og den gode eller onde Handling skeer enten i eet eller
faa ilsomme, vigtige Øjeblik. Den menneskelige Sjel, intet Øje
blik sig selv liig, er i en bestandig Fremgang til eller Til
bagegang fra sin Bestemmelse, og fortrives dog bestandig med
Øjeblikkene, med den store Tidens Strøms utallige Smaabølger
og Draaber imod det store übekjendte Hav, der skyller op imod
Gravens anden Side.
Om en liden Stund see vi ikke den gode Sjel, men atter om
en liden Stund see vi den i sin Glands som en stolt Seiler at
styre imod sit Maal — ak, stolt Seiler, siger jeg — nei Menne
skesjelen, fortdreven i sit Legeme med Tiden, maa heller ligne
en Mand i den skrøbelige Baad paa det uhyre Hav, sættende
over til en fremmed Strand, der kun utydelig viser sig i Syns
kredsen — og se, snart er Baaden afsyne imellem Bølgerne,
snart sees den, snart sees den at nærme sig i rigtig Fart, snart
at styre paa kryds og tværs i modsatte Retninger.
Dog være det langtfra os at sige, at Mennesket paa denne
Fart er ganske og alene overladt til sig selv eller til sin skrøbe
lige Baad. Derfor har Gud sørget. Thi over den Kyst, hvor han
skal lande kimer Forjettelsernes Gry, og Haabets Stjerne viser
baade Vejen og nedstraaler fornyet Kraft og Mod, og fremfor
Alt har han et Kompas i Religionen, der baade viser hvor han
skal hen og hvor Vejen gaacr, og i det Tidens Hav, han gjen
nemskjærer, gaae vel de mødende Tilfælders, Hændelsernes,
Prøvelsernes , Tilskikkelsernes snart ledende, snart stridige
Strømme; men Forstanden og Erfarenheden staae tilroers. See
vi derfor et saaledes udrustet Menneske, da kunne vi være for
vissede om, at han lykkeligen skal anlande ved Maalet, at selv
ikke de brusende Aar skulle bortslaae ham. Men altsom han
nærmer sig, stilnes Bølgerne og de salige Strande fremhæve
sig tydeligen; og i den dydige Gamles Fredssmykke, de hvide
Lokker, see vi den lykkelige Farmand, saasnart han faaer Øie
paa Landet, at sætte skinnende Seil til og endelig at lande.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
