Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Hassel-Nødder. 339
simplere Klasser til, og saa gik det da nedover den lange Rue
St Martin, hvor kanskee tre Lygter vaagede in Alles. Mine
Franks havde jeg alle i Vestelommerne samt i Kjolebrystlommen,
hvor min høire Haand hvilte uafbrudt paa Skaftet af en lang
norsk, til Reisen gjort, Tollekniv, medens jeg klemmede Albu
erne tæt ind til Siderne. Der var ingen Mennesker at fornemme ;
men Klangen af mine egne Fodtrin, Gjenskraldet fra de høje
Huse i de trange Gader, var saa rædselfuldt, som om jeg havde
været fulgt af en Skare Spøgelser.
Da jeg krydsede Rue St. Honoré syntes jeg ogsaa at see et,
nemlig ligeoverfor Hjørnelygten (No. 3), Skyggen af Guldsmeden
Cardaignac (?) hvorom Hoffmann fortæller, at han var saa for
elsket i sine egne Mesterstykker af Prætiosa, at han instinkt
mæssig maatte myrde de Hoffolk, han havde solgt dem til, ved
fra en Niche i Muren, hvori der stod et bevægeligt Helgenbillede,
at styrte over dem, naar de kom Gaden op fra Louvre. Der
var virkelig en Niche; men tom. Men saa argumenterede jeg,
Skyggen er jo ogsaa tom, og saa saae jeg da Cardaignac liig
en Marionetfigur springe ned og op i Nichen igjen.
Jeg listede mig hurtigt, men sagte over Honoré- Gaden, og
glemte dens Rædsler for nye ; thi kort efter laa place la greve
for mig, og medeet stode alle de Parteringer, Radbrækninger,
Hestesønderslidninger og Guillottineringer, som jeg havde læst
om vare foregaaede paa denne Plads, saa levende for min Er
indring, at jeg syntes at hver Steen, jeg traadte paa, var et blo
digt Menneskehoved, der sang sin Takt af Marseillaisen. Car
daignacs Skygge hoppede ikke lettere ned og op igjen end jeg
over de skrækkelige Tangenter. Men nu! —
Nu stod jeg for en af Broerne, og disse vare især berygtede.
Piben slukkedes netop da, og det var gjort som af en Ven; thi
det var maaskee ikke faldet mig selv ind, at den kunde for
raade mig her paa det farligste Sted. Forøvrigt var jeg næsten
ligesaa bange for at møde en Patrulje som en Røver, for jeg
vilde ganske vist med min Stuvning med Franks og den frygte
lige lange Tollekniv være selv bleven tågen for en Røver og
Bandit. Paa Kattefjed kom jeg imidlertid lykkelig over.
Nu laae den ældste Deel af Paris for mig, la Cité med sine
snevre, vifteformigt udgaaende Stræder, og nu var Knuden at
finde et, som førte til Gaden St. Victor. Skildvagten ved Justits
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
