Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
374 Hassel-Nødder.
Carl Johan besad ogsaa siden mit tyvende Aar et Hengiven
hedspant, som jeg tænkte virkede som en Amulet for mig. Det
var i 1828, da han havde udstedt sin strenge Kundgjørelse mod
17de Mai; min Fader var reist ind til Christiania; men inden vi
vidste Ordet af det, havde vi ham tilbage.
Jo! sagde han, Kongen fandt det medrette paafaldende, at
netop min Søn, Søn af en Mand, som han havde skjænket sin
fortrinlige Naade, var den mest Desperate mellem Studenterne
til at modsætte sig den kongelige Vilje betræffende den 17de Mai."
Ligetil nu havde jeg altid i Carl Johan seet Republikaneren
fra den 18de Brumaire. Det gjorde mig ondt, om jeg skulde
maatte slaae en Streg over dette Fantasibilled ; jeg svarede derfor
rask: Ja naar Kongen bliver despotisk, modsætter jeg mig ham,
Jeg!"
Du, Dreng!" udbrød min Fader vred. Henrik! Henrik!" sagde
min Moder og græd.
Jeg ilede paa mit Værelse og to Minutter efter stod jeg for
min Fader med følgende fiirkantede franske Linjer, stilede til
Kongen og med mit Navns Underskrift:
Je riai que mon esprit & rna vie
mais Us ri’appartiennent å moi:
Us appartiennent å mon Roi,
qui est Vami de rna patrie. 1
Da min Fader igjen kom ind til Kongen, tog Denne ham hen
paa en Sofa og spurgte: Nu! Deres Søn?"
Et Svar paa Vers og paa Fransk, Sire."
Det beholder jeg," sagde Carl Johan leende, og ståk Papiret
i sin Portefeuille med nye Naadetilsagn.
Næste Aar var 1829 — bedrøvelig 17de Mais-Ihukommelse —
men da jeg i 1830 havde en Audients i Stockholm lyste den
hjerteligste Velvilje ud af Kongens Aasyn. Jeg var ogsaa sær
deles vel tilmode, da jeg havde moret mig ganske udmærket i
Forgemakket. Hvem skulde jeg nemlig opdage der uden en, som
man sagde, formedelst sin Bøjelighed under en af de sidste svenske
92
1 Min Geist og mit Liv besidder jeg blot;
Ejer jeg kaldes ei kan:
de Begge tilhøre min Drot,
den Ven af mit Fædreneland.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
