Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
12 Brev
krandse Hendes Tinding med Hæder og lægge Lykke for Hendes
Fødder. — Ha, nu er Alt, Alt forbi! alle mine Planer og For
ventninger! alt uden min bitre Sorg! alt — min Sjel er Tham
beskjelvers brustne Bue! Alt er forbi, forbi, fortabt!
Alt burde Hulda ikke have betaget mig! Naar jeg tænker
paa hvad der er hændt, svimler jeg, jeg kan ikke fatte mig.
0 — dette Brev, som jeg er saa dristig at sende Dem bærer
vist Præget af min uordentlige, forstyrrede Tankegang; men
det vilde ikke blive bedre om jeg skrev det om. Naar jeg
tænker paa min Fremtid, sortner det for mig — jeg skjælver.
Jeg sagde til min Fader, at jeg maatte til Grækenland, at mit
Liv dog ikke skulde ganske spildes. Han forbød mig det ikke;
men med blid Sorg mindede han mig om mine Forældre. 0 Gud,
hvad skal jeg gjøre? Jeg ønskede andengang efter den ulykke
ligste Dag ikke at have Forældre. — Jeg veed det, jeg skulde
bekjæmpe min Sorg: jeg vilde det; men jeg er saa overbeviist
om at Alt er tabt, at jeg er fortabt. Jeg veed, jeg vidste det
forud, at Hulda alene havde en absolut Indflydelse paa baade
mit indre og ydre Liv. — 0 Hulda! burde ikke betage mig alt, alt:
Ømhed for Hende er den første Følelse, den stærkeste, næsten
eneherskende hos mig. — Lever man ikke lykkelig med Den
som elsker En? Jeg troer det, og jeg veed jeg elsker Hulda
og vil bestandig gjøre det mere end enhver af alle De, som
engang vel ville beile til Hende: Hulda maa have hørt noget
meget Ondt om mig; men mange gives der, som kalde mig Deres
Ven og smigre mig i Øinene og tale ilde om mig ellers: nåar
Hulda havde seet i min Sjel vilde hun fundet Lys og Skygge i
en stærkere Afvexling end i mange andre Sjele, men mere, mere
Lys end Skygge: min Kjærlighed til Hulda var skjøn om den
endog var lidt phantastisk; men dette klædte den godt, som
mørke Øjenbryn et smukt Ansigt. — Hulda burde ikke dræbe
Alt hos mig — o det er ikke Hulda men Skjebnen, Skjebnen — :
Jeg er ikke haard og mit Hjerte er ikke ondt — det sige mine
Fiender: mine Grundsætninger ere ophøjede, skjøndt et Phlegma
kalder dem sværmerske og min Characteer er igrunden god
trods dens Übesindighed , Fremfusenhed og Lidenskabelighed.
Jeg kan være lykkeligere og ulykkeligere end mange Andre i
samme Omstændigheder formedelst mine glødende Følelser. —
Alt er tabt — jeg er afsindig.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
