Full resolution (JPEG) - On this page / på denna sida - Sider ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
294 Supplement
min Sjel af helligt Orgel vorden,
som nu af denne spæde Torden,
der bruser fra Torbistens Vinge.
Derfor, o milde Regn, bliv ved!
Lad dine Sølverplektre klinge!
Du skræmmer ikke Blomstens Fred.
Se Rosen luder kun paaskrømt!
Den smiler under Grenen ømt,
og hører, mens den er i Badet,
henrykt paa dette Underspil,
der toner rundt omkring dens Bed
og højt i Luft fra Poppelbladet.
Paasned dens skjønne Hoved gjemt,
den ligner Amor, lænet til
sin Bue, vred paa Skjemt.
Ja, milde, søde Regn, bliv ved!
Velsignelse du drysser ned.
Du Glands ei blot paa Eng og Vænger,
men over furet Ansigt sprænger;
balsamisk liflig drypper du
ny Kraft i Sorgens matte Hu.
. . Selv gammel, fattig Bedstemoer,
som ellers ikke Luften troer,
idag er kommen udenfor,
mens Regnen hviler, forat Blomme
og Blad kan lidt til Aande komme
og Græsset skyde Pusten lidt.
Der har hun — nu! det skeer ei tidt —
alt hen til Havegjærdet rokket,
af Duften efter Regnen lokket.
. . Velkommen ude, gamle Moer!
Der løfter hun sin Datters Noer;
Den Vesle prøver mangegange
den ludende Syring at fange,
den svævende Turkisagraf,
den Perleqvast imellem Løvet.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
