- Project Runeberg -  Mindeudgave / I Bind /
74

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVII. Søndage og Selskaber

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

huske, hvad den eller den gamle Mand og Kone
sagde mig.

Og det har været mig til megen Nytte og Glæde i
mit Forfatterskab.

- - -

Ofte tog dog John, Brødrene Lassen og jeg tidlig
Søndag Morgen med Madpakke i Lommen med Toget
ud til Klampenborg, hvor vi da hele Dagen turede
rundt i Dyrehaven og gerne endte paa „Bakken”, hvor
Tyroler-Ferdinand og hans brunøjede Datter optraadte
og Manden, der aad brændende Blaar. Jeg husker derimod
ikke, at vi nogensinde gæstede Sangerindepavillonerne
eller Danseestraderne. Og vi kom altid hjem til
Aftensmaden, som enten blev indtaget hos Tante Marie
i Dr. Tværgade eller hos Patheiers i Helliggejststræde
og senere i Borgergade.

Ude i Dyrehaven fandt vi paa de latterligste Ting.
Jeg kunde undertiden glemme, at jeg var Digter, og
blev til Menneske.

Engang krøb jeg saaledes op i en Busk, der stod
tæt ved en af Spadserestierne. Kammeraterne skjulte
sig bag de nærmeste Træstammer. Mit Haar var den
Gang saa langt, at naar jeg strøg det frem over Panden,
skjulte det ganske mit Ansigt. Det gjorde jeg den Søndag
og sad nu stiv og stille paa en Gren til Forundring
og Rædsel for de Forbipasserende, medens John
og de andre hulkede af Latter i deres Skjul. Omsider,
da der stod tæt af Mennesker omkring min Busk,
udstødte jeg et Brøl, rystede Haaret bort fra Ansigtet,
viste Tænder og lo trist og glædesløst: ha, ha, ha!

Mængden splittedes under Skrig og Skraal, særlig
hylede Kvinderne op, medens jeg hoppede ned af min
Gren og forsvandt med John og Kammeraterne i
Skoven.

Jeg følte i de Tider en sær Fornøjelse ved at gøre
Folk bange, navnlig Damer, som jeg syntes undertiden
kunde være noget vigtige.

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:06 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/1/0076.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free