- Project Runeberg -  Mindeudgave / I Bind /
75

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XVII. Søndage og Selskaber

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)


Engang paa Valby Langgade kom der saaledes gaaende
imod mig et Kvindfolk med et endogsaa særlig
ubehageligt Ansigt. Jeg saa’ mig mere og mere „gal”
paa hende. Og da vi var lige ud for hinanden, løfter
jeg pludselig Haanden og siger med en Stemme, der
rystede af Sindsbevægelse:

- Hvad er det dog for et Dyr, der kryber i Deres
Ansigt! -

- U-hu-u! siger Damen og basker sig vildt med
Fingrene omkring Næse og Kinder - Hjælp mig!
Hjælp mig!

Men jeg gaar rolig videre.

- - -

Af en Slags Tante af mig, en Fru Vognmand Julie
Andersen og hendes Mand, blev vi undertiden om
Sommeren inviterede paa Skovtur og kørte da derud i en
af deres store Charabancer.

Manden var uformelig fed og fyldte næsten det ene
Sæde. Konen var lang og usigelig mager.

Johan Lassen og jeg, der var de tyndeste og skikkeligste,
blev pressede ned paa hver Side af Vognmanden.
„Tante Julie”, „Tante Bine”, Ejlert Lassen og
min Broder John sad paa det andet Sæde. „Husassistenten”
blev med Madkurven placeret hos Kusken. Saa
rullede vi af langs Strandvejen til Klampenborg.

Saa snart vi havde spist, stak vi Unge af og kom
ikke igen, før vi skulde hjem.

Jeg tror, at vi skammede os ved at vise os sammen
men den overfede Vognmand.

Paa Hjemturen var John engang kommet til at sidde
nærmest Kuskesædet, lige bagved Husassistenten. Han
kneb hende da et Par Gange saa eftertrykkeligt, at hun
skreg og fniste.

„Tante Julie” blev meget opbragt og sagde, at hun
havde tilladt sig at tro, at det var pæne Folks Børn,
hun havde inviteret. Og hun sagde bittert: Aa, jeg

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:06 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/1/0077.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free