Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - XXII. Skovturene - XXIII. Studiestræde
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
og søvnig af Sult, Varme og Rystelse. Jeg faldt i
Blund.
Men i Drømme saa’ og hørte jeg Kammeraterne derude
i Skoven larme og le. Jeg saa’ dem spise og
vilde være med. Jeg strakte Armene frem for at styrte
mig hen til dem. Men nogen holdt paa mig. Jeg
kunde ikke komme løs. Jeg skreg og græd.
Saa vaagnede jeg. Taarerne løb ned ad mine Kinder.
Ak, hvor jeg fortrød, hvad jeg havde gjort! Bare
jeg dog turde bede Kusken om at vende og køre mig
tilbage; men det turde jeg ikke. Jeg græd videre, faldt
atter i Søvn og vaagnede først, da Vognen holdt foran
Hoveddøren paa Holmegaard.
- Jeres unge Herre er syg, sagde Kusken - vores
Jens Peter sa’, at jeg skulde køre ham hjem.
Saa lod jeg Moder og Stuepigen lede mig ind.
Besluttede paany at være „Konge” og lod
„Enkedronningen” og hendes „Hofdame” klæde mig
af og putte mig i Seng.
- I maa være stille, sagde jeg - Kongen har
Hovedværk. Og saa er han saa sulten.
Moder og Stuepigen bragte mig Mad, listede forsigtigt
omkring, lagde kolde Omslag paa min febersyge
Pande, rullede Gardinet ned for Dagslyset og var i det
hele saa elskelige og omhyggelige, at jeg var lige ved
at betro dem Sagens sande Sammenhæng ....
Men det skal man ikke gøre. Det demoraliserer
Publikum.
XXIII
STUDIESTRÆDE
Det Tidspunkt kom, da Tante Maries Pengemidler
ikke længere tillod hende at føre eget Hus. Vi maatte
skilles. Hun flyttede i Pensionat, og John og jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
