Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - IV.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Livsens Ondskab 157
Manuel slog sine Arme om Moderen og trykkede
hende heftig ind til sig.
Saa var der en Stemme ude i Butikken, der i et
mindre blidt Tonefald raabte:
- Madam Thomsen, hvor er De dog bleven af?
Og med et:
- Gui, jeg har glemt hinner! rev den lille Kone
sig løs og fór ud.
En halv Timestid senere kom Emanuel ned fra sit
Loftsværelse. Han var iført det blaa Cheviotstøj og
havde sin stive Filthat i Haanden.
Mo’r Karen sad i sin Stol og syede paa de evige
Lommetørklæder. Og da hun saa’ hen paa Sønnen,
syntes hun, at han har vokset.
- Du rejser altsaa, Manuel? spurgte hun frygtsomt,
thi hun var endnu ganske forvirret af Drengens
besynderlige Adfærd.
- Javel rejser man!
- Jamen ... Kontoret, Manuel? ...
Han traadte hen til hende og lagde en Haand paa
hendes Skulder:
- Fra Dags Dato blæser man Kantoret en Højskotsk,
Mo’r Karen!
- Jamen ... Manuel ... hva’, jeg forstaar ikke,
hva’ ... Taarerne begyndte igen at pible frem i hendes
øjne.
Thomsens runde Ansigt lyste.
- Naar man kommer tilbage, sagde han - skal
man fortælle dig det alt sammen!
Men han kunde dog ikke dy sig og fortsatte
triumferende:
- Nu kan man blie Proprietær, hva’ Time man
vil!
Og pludselig stak han i overstadig Lystighed en
Finger hen mod Karens Hals.
- Dikkedik, Enkefru Thummelumsen! sagde han -
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
