- Project Runeberg -  Mindeudgave / III Bind /
108

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

108 Slægten

muntre. Ingen skulde da let kunne tro om den Mand,
at han førte en daglig opslidende Kamp med sig selv
for ikke pludselig at udstøde dette hvinende, skærende
Skrig, der stadig laa som en Klump i hans Bryst og
pressede paa og vilde frem; dette Skrig, der engang
(det vidste han, og derfor var hans Kamp saa fortviv-
let) vilde tage Magten fra hans Vilje og pine sig frem
gennem hans Strube som Skriget fra et dødsramt Dyr,
der har kæmpet for Livet .
Dog var der et Par øjne, som hans selskabe!ige
Munterhed og Livsglæde ikke skuffede: Det var Hen-
des gamle Naades.
- Kom lidt herhen, bedste Macaroni, kunde hun en
saadan Aften sige - og sæt Dem ved Siden af mig,
at vi kan faa en Passiar sammen! . . . Véd De, hvad
De skulde, min gode? fortsatte hun saa, naar Pastoren
havde sat sig.
- Nej? spurgte Præsten med et usikkert Blik; thi
han havde i den sidste Tid begyndt at frygte hendes
Ligefremhed og Mangel paa Hensyntagen.
– De skulde rejse!
- Rejse?
- Ja; bort et halvt Aars Tid og se at komme til
Kræfter! Jo, vist saa! Tror De ikke, jeg kan se, at De
er syg? Der er jo snart ikke mere Kød paa Dem end
paa en almindelig Kanariefugl! Før var De brun, og
det klædte Dem. Men nu er De jo ganske grøn! Hvad
er det, der piner Dem? I gaar allesammen rundt og
bliver saa løjerlige! Se nu til Helmuth! Tror jeg ikke,
Drengen er bleven nervøs trods alt sit Kød! I skulde
rejse sammen og lade Madammerne være, hvad de er!
Ja, De ler, min kære Macaroni; men jeg har da levet
længe nok til at kunne se bag Tænderne!
Pastoren rejste sig. Han gouterede ikke Intimiteter,
naar de berørte ham selv. Og han forsikrede smilende,
at han aldrig havde befundet sig bedre end nu for

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/3/0108.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free