Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slægten
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.
Slægten 121
Og derpaa, idet hun vendte sig mod Selskabet og
slog op med Haanden:
- Behag at tage Damer, mine Herrer! Saa gaar vi
en lille Piomenade i Skoven!
De var gaaet ned gennem den lange Bøgeallé, Hen-
des Naade og Pastoren.
- Hvi saa tavs? gentog Baronessen sit Spørgsmaal
fra før.
Præsten saa’ paa hende med et underligt, sløret Blik
i sine smukke, brune øjne:
- Jeg er træt! sagde han.
- Træt! Naa, det maa jeg sige! De er galant! Og
af hvad er De saa træt, om jeg maa spørge?
- At dette evige ét og det samme! At dette evige
Slagsmaal med sig selv og andre!
Baronessen smilte.
- Præstens Gerning kaldes jo dog ellers Fredens
Gerning! sagde hun.
- Kaldes! Kaldes! vrængede Mascani, og hans
øjne flammede - Gud ,,kaldesu ogsaa algod, alkær-
lig og albarmhjertig . . . . Og Alsludder er det hele!
– Men Hr. Pastor dog!
- Han piner og han plager mig! sagde Præsten
haardt - Led os ikke i Fristelse, staar der! Og han
bestiller ikke andet! Han møder frem med Fordringer,
som jeg ikke kan in(lfri! Han læsser Byrder paa mig,
som jeg ikke kan bære! Vilde det ene Menneske kræ-
ve at det andet det, h a n kræver at os, vilde vi blive
dømte fra Ære, Liv og Gods!
- Jeg forstaar ikke . . . . De, en Herrens Tjener?
sagde Baronessen forvirret.
- Undertiden fristes jeg til, vedblev Præsten uden
at høre paa hendes Bemærkning. - Undertiden fristes
jeg til, naar jeg staar foran »Herrens« Alter eller paa
Prædikestolen, at raabe ud over Menigheden med min
naturlige Stemme, at det er Løgn alt sammen, det jeg
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
