- Project Runeberg -  Mindeudgave / III Bind /
349

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Romanen

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has never been proofread. / Denna sida har aldrig korrekturlästs.

Fædrene æde Druer - 349

- Det er ingenting, lille Karen, sagde han - ingen
Verdens Ting!
Men straks efter sprang der saa igen en Smilemuskel
frem, og saa nok en og en til . . . og snart lyste han
paa ny af den samme hemmelighedsfulde og kildrende
indre Heiterkeit.
Selv naar han sov, bevarede hans Ansigt som Regel
et vist overstadigt Udtryk. Fru Karen havde iagttaget
Fænomenet, engang han var faldet i Søvn ved Mid-
dagskaffen. Cigaren havde han tabt, og Armene hang
slappe ned. Men Rynkerne i øjenkrogene spillede, og
Mundvigene var i stadig polisk Bevægelse.
Uhyggelig til Mode var Fru Karen ikke blevet, thi
det var der ingen Grund til, saa pærehenrykt Manden
saa ud. Men hun var blevet arrig og usikker.
Hun havde i aarevis bildt sig ind at kende ham til
Bunds, og i lange Tider havde hans Opførsel ikke gi-
vet Anledning til mindste Uro . . . Men n u! Hvad
k u n d e det være, han gik rundt og tænkte paa, Fyren!
Og pludselig slog den forvirrende Tanke ned i hende:
- 5 k ti 1 d e han mon ligge og grine saadan om
Natten ogsaa i Sengen ved Siden af hende!
Og straks samme Nat havde hun listet sig til at
stryge en Tændstik og bøje sig hen over ham:
Og se, der laa han udstrakt paa Ryg-
gen med Dynen op under Hagen og det
store, skikkelige Ansigt lysende af den
forborgneste undersøiske Fryd!

Just saaledes laa han ogsaa nu i sit Hjørne af Vog-
nen: øjenvifterne gik, og Smilene legede; han var ved
at kvæles af Latter; indtil han pludselig forløstes i et
hjerteligt: Haa, haa, haa–aa! og vaagnede.
Herredsfuldmægtigen lænede sig leende over imod
ham:
- Hvad er det dog, Onkel har siddet og moret sig
saa kostelig over hele Tiden?

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:37:53 2023 (aronsson) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/3/0349.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free