Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Slutnings-Apoteose
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
Lyset i Salen dæmpes; Tæppet glider op; og alle Ansigter vender sig
mod Scenen ...
– – –
Midt paa anden Række i første Parket sidder Sigvard Hammelev og
Komediens Svigerfader, Margarineagent Sofus Hansen.
De taler ikke. Hammelev har et Par Gange forsøgt at konversere; men
Agenten har rystet afvisende paa Hovedet, – han er i Kjole og Hvidt og
fuld at Højtidelighed og Ærefrygt. Ved hver Aktslutning hamrer han
Hænderne sammen som to Banketræer, og paa hans Pande staar den kolde
Betagelsens Sved. Han stirrer fjendsk rundt paa de omkringsiddende, og er der én,
der ikke klapper, svulmer hans Bryst af Harme. – Han lever fuldstændig
med i Handlingen oppe paa Scenen; undertiden er han ved at blande sig i
Samtalen. Da det begynder at se broget ud for den unge Maler, der mere og
mere drages mod Enkens Rigdom og synes at glemme Hustru og Børn,
griber han uvilkaarlig Hammelev i Armen og stønner. – Og da Helten i sidste
Akt belaver sig paa at forlade Hus og Hjem, bliver Sofus Hansen hvid som
et Lagen i sit Ansigt og er ikke langt fra at protestere. – Men da
Situationen lykkeligt vender sig, og Torben Hjelm i allersidste Scene staar omgivet
af Dagny og Børnene og priser Hjemmets Hygge i Modsætning til
Selskabslivets Elegance, da triller der to store Rørelsens Taarer ned ad Agent
Hansens gamle Kinder ...
Han véd meget vel, at det hele Skuespil er Løgn, og at Sagen i
Virkeligheden har faaet akkurat det modsatte Forløb ... Men det er jo netop det
store ved dette Digterværk! Det er jo netop det, der gør hans
Ekssvigersøn til den kolossale Digter, han er! Poesiens Opgave er jo netop at blæse
Virkeligheden et Stykke og løfte Menneskenes Børn højt over Jordelivets
Smuds og Søle og lige lukt ind i de straalende Idealers hovedrentgjorte
Himmel! ...
Og da Tæppet falder for sidste Akt, og Publikum klapper det op og op
igen, bestiger Margarine-Hansen i sit Hjertes Henrivelse det røde Plysses
Stolesæde, basker med Armene og skriger mod Lysekronen:
Længe leve vor store Digter Albert Halling!
Og Folket jubler ...
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
