- Project Runeberg -  Mindeudgave / VII Bind /
31

(1920) [MARC] Author: Gustav Wied
Table of Contents / Innehåll | << Previous | Next >>
  Project Runeberg | Catalog | Recent Changes | Donate | Comments? |   

Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Den gamle Kammerherre

scanned image

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Below is the raw OCR text from the above scanned image. Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan. Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!

This page has been proofread at least once. (diff) (history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång. (skillnad) (historik)

paaklædt og kommer op paa første Sal, har Svenskeren
faaet Kammerherren fat i Haaret, og slaar hans Ho’ede
ned mod Gulvet, op og ned, op og ned flere Gange.
Tilsidst faar de endelig slæbt Fyren ud i Galleriet, efter
at den ene Tjener hade sparket ham i Tindingen, alt
hvad han kunde med sin ene Støvlehæl, saa han
besvimede. – – Men Kammerherren fik di løftet op i
Sengen. Og jeg maatte køre saa stærkt Hestene kunde
strække ud til Byen efter Doktor Vejbel – Skaal!
sagde Egelund pludselig – Skaal! Det var sgu ellers en
skidt Historie!

– Hvad var der i Vejen med Svenskeren? spurgte
jeg.

– Aa, Kammerherren hade skældt ham ud om
Formiddagen, fordi han ikke ha’de ta’et Huen dybt nok
a for ham. – – Og saa ha’de han nok drukket sig
fuld om Aftenen og været oppe at slaas med en
Husmand oppe i Kastbjærg Kro. – – Og da han saa
gik hjem om Natten, var’et vel, a’ han pludselig kom
paa den Tanke, a’ nu sku’ Kammerherren ha’ no’en
Klø fra om Formiddagen.

– Men hvordan kunde han komme ind?

– Der er jo saamange Døre, og Vinduerne stod
aabne rundtomkring. Saadan en fuld Kanalje ka’ altid
vide a’ skaffe sig Indgang. – – Men siden den
Geschikte blev det naturligvis meget værre med
Kammerherrens Skræk for at være alene, han saa’ Svenskerens
Ansigt alle Vegne. Og da Konen saa døde, saa sled
han sig jo kun gennem et halvt Aars Tid til.

– Holdt han meget af hende? spurgte jeg.

– Ja, Fa’en blive klog paa den Slags Folk i det
Kapitel, sagde Egelund. – For naar vi var deroppe
om Aftenen, saa kunde han kysse hende og klappe
hende og aldrig vide det gode, han vilde gøre hende.
Men saa kunde der osse være Tider, hvor han ikke
oplukkede sin Mund til hende i mange Dage. – – Hva’
Fa’en ska’ man for Resten osse si’e til sin Kone i

<< prev. page << föreg. sida <<     >> nästa sida >> next page >>


Project Runeberg, Tue Dec 12 14:39:25 2023 (aronsson) (diff) (history) (download) << Previous Next >>
https://runeberg.org/wiedgust/7/0031.html

Valid HTML 4.0! All our files are DRM-free