Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Ole Stød
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
– Det var han, Gu’ ske Tak! elle’s sku’ di vel ha
lappereret med ham igen.
– Hør, Ole, sagde jeg – turde Du virkelig lade
ham passe Børnene.
– Børnene? gentog Ole. – Der var s’men ingen
mildere i Ord og Gerning end som han!
– Jamen – – –
– Jeg ska’ si’e dig en Ting, Ven Johannes, afbrød
Ole mig – di Sort Folk, som Rasmus hørte til, di
gør ingen Fortræd, for di mangler, hva’ jeg saadan
vil kalde Kulør til a’ sla’ igen. Og vi andre Gu’s
Skavelser ku’ manne Gange lære meget a’ dem. – –
Men se derfor mener jeg osse, a’ naar di sæl synes,
a di faar det for hedt her paa Jor’ens Kloder, saa
ska’ ingen formene dem Udgangen, hva’ enten saa han
er Præst eller Herre’sfo’ed!
Her rejste Ole sig pludselig op og lyttede.
– Med Forlov! sagde han saa. – – Nu maa jeg nok
ind i Hytten.
– Hva’ er der? spurgte jeg.
– Ka’ Johannes ikke høre, sagde han og smilede
– a’ di to smaa Jægermestre fløjter for
Maarengrødden? – – Men væs’go’ og tit hen en anden Dav,
tilføjede han – saa ka’ske Hanne er lisom lidt mer
modtavli’!
– Naa farvel da, sagde jeg. – Og Tak.
– Fa’vel, Johannes, og sæl Tak! sagde han.
Og da vi havde trykket hinandens Hænder, skraaede
Ole henover Gaarden med Støvbrillerne paa Næsen,
medens jeg stod og saa efter ham.
Og Bagdelen i hans Bukser smilte melankolsk til
mig for hvert Skridt, han tog.
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
