Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Endetønden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
ENDETØNDEN
Det var en ustyrli’ mærkværdi’ Hest! sagde
Staldkarlen Niels Lende, da vi en Aftenstund sad
sammen paa den lille Bænk omme ved Indkørselen og røg
vore Piber. – Og saaden hun ku’ spekelere! sagde
han – det var liefrem eurimeli’t!
– Ja, sagde jeg, – klog var hun!
– Og se nu her igaar da hun døde, vedblev Niels
fordybet i Minderne – saa stod hun jo løs i Baasen.
Grimmen ha’de jeg ta’et a’ hinne a’ den Grund, a’ saa
ku’ hun jo li’som lidt bekvemmere hoste ud. – Jeg
stod nere og muede under Jarlstenshoppen – hun
ha’de jo Durkløv – og tænkte ikke paa nogen Ting
i denne Verden. Ser jeg hinne saa ikke mirnik og
dirnik gaa li’e bavlæns ud a’ Baasen, Endetønden!
Hva’ Satan! tænker jeg. Og saa gaar hun ganske
gesindi’ op til Vindvet ud til det nordre Engstykke,
Kandedat Johannes véd. Og dér stiller hun sig op og
spekelerer med Øjnene li’e lukt ud igennem Ruderne.
Hva’ Fa’en ridder Endetønden! tænker jeg igen og vil
op til hinne. Men saa vender hun sig ganske stille
rundt. Og Hoedet hænger helt nere mellem Forbenene
paa hinne. Og saa gaar hun li’saa nyeli’ op i Baasen
igen. Og hun snuser en totre Gange til Havren – for
jeg ga’ hinne jo mest Havre paa det sidste, gjorde
jeg, Skravlet! For én tænker jo ve’ saaden Lejlihedder
paa sig sæl osse, Kandedat Johannes, sagde Niels og
nikkede alvorlig – om no’en sku’ bevise én Venlihed
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
