Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Endetønden
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
i Bispegangen og faar vos et Par smaa Kradsere. Jakob
red paa Stykhesten, der var en farli’ Giraf til a’ føjte
a’. Og saa paa Hjemturen lidt ude paa Kamstrup
Landevej si’er Jakob til mig, om vi sku’ kapridde. Og
jeg si’er jo ja, endda jeg ikke kender Bestet, jeg
ridder paa, saaden indtrængende. – Jakob sætter saa
i med Stykhesten, til det rasler etter. Og jeg tæ’sker
jo løs paa Endetønden, og hun begynder da ossensaa
saa smaat a’ fjærte a’sted. Men der var begriveli’ vis
ikke Tale om, a’ vi ku’ urette no’et. – Nu ha’de
jeg ladt mig Fortælle derovre fra Skovhølle, a’ hun
sku’ blie lisom det bare Krudt, naar hun ble’ killet
mellem Ørene. – Enhver har jo sine Svavhedder,
Kandedat Johannes! Se nu Sidse Smeds! hun ka’ for
sit Liv ikke taale a’ faa Spindesvæv i Ansigtet. Og
ham, Pe Dimbolt, han bli’er saa ædende gal, naar der
sitter en Hane paa hans Brøndvippe! Næmen saa
tænker jeg jo, a’ det vilde vaarre en evi’ Skam baade for
mig og for Gaar’en, om Stykhesten sku’ komme fø’st.
Og saa stikker jeg jo Slikkefingren op i Nakken paa
Endetønden og lirker hinne lidt mellem Haarene. Men
hun ryster sig bare og grynter, akkerat som hun ku’
vaarre en Pattegris. Saa lirker jeg igen. – – For
Jakob vendte sig om og vrængte Næse a’ mig. Men
Fa’en rive mig, om saa ikke Endetønden li’e med det
samme staar saa fast som en Slivesten, saa jeg nær
var gaaen ud over Ho’edet paa hinne. Ko’s bevares,
hvor ble’ jeg dog gal! – – For én er jo aldrig det
Menneske, én gi’er sig tid for, naar Vreden ta’er én,
Kandedat, Johannes! – – Og saa griver jeg med hele
Haanden fat mellem Ørene paa hinne og river og
rusker, saa jeg ble’ fuldkommen laadden paa Fingrene
a’ alle di Haar, jeg trak ud. Nu ska’ Du Dælen splintre
mig, frem, enten Du vil eller ej, dit Smørtru’! tænkte
jeg. Men Fa’en maa bli’e klov paa Dyrenes Tænkemande,
for Endetønden begynder a’ gaa bavlæns. Li’saa ny’eli’
bavlæns som en Vandtaske! Og saa spaserte hun
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
