Full resolution (TIFF) - On this page / på denna sida - Nu gaar hun godt igen
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
Below is the raw OCR text
from the above scanned image.
Do you see an error? Proofread the page now!
Här nedan syns maskintolkade texten från faksimilbilden ovan.
Ser du något fel? Korrekturläs sidan nu!
This page has been proofread at least once.
(diff)
(history)
Denna sida har korrekturlästs minst en gång.
(skillnad)
(historik)
begyndte han. – Og vi ha’de tit manne
Gemytlihedder for, naar vi spiste. – – Menn elle’s maa jeg
dov for mit Ve’kommende si’e, a’ jeg finder det nu
lidt urimeli’t a’ Vorherre og fly saadan en ma’esløs
Magt til Konger og Kejsere, a’ di ka’ li’efrem
kommendere manne tusende Mennesker ud i Krig og Nød!
– – Efter min Mening, sku’ vi andre dov aa gærne
ha’ et Ord med, for det er sgu da vos, det gaar ud
over! – – Og der var s’men saa manne der rystede
og bævede og bad for sig, men ut maatte di.
– Ja–a, sagde jeg.
– Jeg ka’ sgu huske, a’ der var en lille
Herrkveperingshandler fra Korsør, klukkede Rasmus – ja,
vi grinte begriveli’vis a’ ham, men Synd var ’et nu
li’godt! – han puttede sig i Stakke og i Grøfter, og
vi ku’ aldri’ hitte ham, naar vi sku’ trække ud. – –
San ble’ der sat en Korperal til a’ passe paa ham. Og
det var ikke fri for, a’ han klappede ham med Sabelen
for at faa ham til og følles med. – –
Kveperingshandleren – han hed sgu Ottesen! han var nok li’e
ble’en gift. Og han skrev hjem til Konen, naar han
bare ku’ komme til ’et. Hun var frugtsommeli’, sa’e
han. – – Og han var da saa rent Helvedes bange
for Krudt og Ku’ler. Og Mavepine ha’de han alti’, saa
det var ikke saaden, hva’ ma’ kalder vellugtendes at
vaarre hans Ettermand. – Men saa var ’et en Dav, a’
vi laa ude paa Rekenesering. Og Tyskerne skød løs
baade med Granater og med Skidt og Møg. –
Kveperingen sat med Ryggen til en Grøftevold og skrev hjem
til Konen paa sit To’nyster. – – Han ha’de li’e fra
Maarenstunden gaaet og sagt, a’ i Dav var det hans
sidste Dav, og i Dav vilde han blive skudt. Og vi
ha’de grint! – – Saa var der netop én, der sa’e til
ham, a’ han maatte d’ante glemme og underrette Konen
om, a’ han sku’ dø i Dav. Og vi grinte! Men
Kveperingen – – han hed sgu Ottesen! sa’e ingenting.
– – Saa hører vi jo en Granat komme klistrende!
<< prev. page << föreg. sida << >> nästa sida >> next page >>
